Jubel efter U17-scoring

Ugen der gik (31/2024)

U19 til Otten Cup
Efter sidste uges træningslejr i Portugal tager U19 i slutningen af denne uge til Holland for at spille Otten Cup sammen med ni andre klubber.

Holdet spiller disse tre indledende kampe (2x 20 min.):
Fr. 16.8, 17.00 mod Jeonbuk Hyundai Motors FC
Lø. 17.8, 11.30 mod Benfica
Lø 17.8, 17.30 mod FC Utrecht

De øvrige deltagere er PSV, Anderlecht, Red Bull Bragantino, Atlético Madrid, Manchester United, Benfica og PSG.

Alle indleder med tre kampe, der tæller i en samlet “Swiss Model-tabel”, og søndag er der placeringskampe.

Nicolai Blicher og Benficas anfører
Anfører Nicolai Blicher og Benficas anfører mødes igen i Otten Cup. Foto: Rasmus Nielsen


U17: 7-0 i første træningskamp
U17 spillede fredag eftermiddag sæsonens første træningskamp ude mod HIK og vandt 7-0 efter 3-0 ved pausen.

Enkelte spillere, Abdul Daramy og Sean Fetterlein, har dog trænet med U19 i sommer og fået et par træningskampe i benene. Til gengæld var bl.a. William Nørløv, Viktor Dadason, Sylvester Hildebrandt og Sebastian Christensen med U19 i Portugal, og Aske Bang er med U17-landsholdet i Sverige.

Cheftræner Sune Holmgren råder alt i alt over en stor trup og stillede med to forskellige hold til de to halvlege. Abdul Daramy, Mads Jørgensen og Teo Reeh scorede før pausen, og efter pausen øgede Jamil El-Rrani, inden sidste sæsons U15-topscorer, Elvin Mehicic, lavede hattrick.

Elvin Mehicic
Elvin Mehicic scorede tre gange efter pausen. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media


I 1. halvleg var der uofficiel debut til to helt nye spillere udefra, Mads Jørgensen fra Silkeborg på offensiv midt, og Xander Poulsen fra Lyngby på venstre back, og så var det i øvrigt også dejligt at se forwarden Oskar Fenger i aktion igen, efter han var skadet hele foråret.

Mads Jørgensen jubler med Abdul Daramy og Sean Fetterlein
Mads Jørgensen jubler med Abdul Daramy og Sean Fetterlein. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media


 

Xander Poulsen
Xander Poulsen i aktion. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media



U17-landsholdet
U17-landsholdet er i øjeblikket til Nordisk Cup i Sundsvall, og vi har Tristan Panduro fra U19-truppen med samt Aske Bang Christensen fra U17-truppen.

Torsdag slog U17 Finland 3-2, og begge startede inde (Tristan med anførerbindet), og lørdag blev det 2-2 mod Norge, hvor de startede ude, men begge blev indskiftet.

Tirsdag kl. 18.30 slutter landsholdet af mod værtsnationen Sverige.
 

U15 og U14 til AUDI KB CUP
Søndagens finaler blev afviklet i både solskin og styrtregn, hvilket desværre betød aflysning af nogle placeringskampe i U14-rækken.

Vores U14-hold gik ikke i finalen, som vi fejlagtigt skrev i en artikel søndag morgen, men det gjorde U15 til gengæld, men tabte den 0-1 til Esbjerg.

Også U13 fra KB Talent nåede finalen, og de sikrede trofæet ved at slå Stabæk 5-0.

Rolex Kingdom og Louie Heriba
U15's Rolex Kingdom og Louie Heriba jubler efter et mål i 5-1-sejren over Frem i semifinalen. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media


Tak til K.B. og tak til Audi (navnepartner), adidas og Unisport for præmier til medaljevinderne, samt Select og annoncører for støtte og opbakning til turneringen. Og ikke mindst til de mange frivillige, som stod bag det store arrangement.