Fokus på Banik Ostrava
F.C. København har mødt syv forskellige tjekkiske klubber i de europæiske turneringer, men det er første gang, vi møder Banik Ostrava.
Ostrava er ”hovedstad” i regionen Mähren-Schlesien i den nordøstlige del af Tjekkiet, tæt på den polske grænse – og kun en times kørsel fra Katowice, hvor FCK-truppen var indkvarteret sidste år, da vi mødte Raków i Sosnowiec.
Ostrava er Tjekkiets tredjestørste by med op mod 300.000 indbyggere, og siden 1700-tallet er byen vokset op omkring kulminedrift og siden stålindustri og er blandt andet blevet kaldt ”det tjekkiske Manchester”.
Efter fløjlsrevolutionen i 1989, som delte Tjekkoslovakiet i Tjekkiet og Slovakiet, var der bogstaveligt talt ikke meget kul på udviklingen i Ostrava og omegn, og den sidste kulmine lukkede i 1994. Skal man tro de lokale turistinformationer, har støvet for længst lagt sig, og byen har med årene fokuseret mere på uddannelse, kultur og teknologi.
I bydelen Dolni Vitkovice – ikke så langt fra Baniks hjemmebane – kan man stadig besøge de gamle højovne, der tårner op i bybilledet og minder om en svunden tid, der på visse måder også minder om fodboldklubbens storhedsperiode.
Klubhistorien
Baniks historie går helt tilbage til 1922, hvor de blev stiftet under navnet SK Slezská Ostrava, og først i 1952 skiftede de til Banik Ostrava.
Klubbens storhedstid var i 70’erne og 80’erne, hvor de vandt 3 x guld og 3 x sølv samt vandt to pokalfinaler og tabte en. De nåede også langt i de europæiske turneringer i en tid, hvor der ikke deltog nær så mange hold som i dag, så de kan prale af en kvartfinale i UEFA Cup 1974-75, en semifinale i EC for pokalvindere i 1978/79 og en kvartfinale i EC for Mesterhold i 1980-81.
B1903 fik bank
I 1983 trak de såmænd B1903 i 1. runde af UEFA Cup’en og vandt hjemme med 5-0 i en kamp, hvor 03’erne ikke bød på meget modstand og blandt andet lukkede tre mål ind på dødbolde.
”Her fik vi understreget forskellen mellem dansk og international fodbold. Vores spil i luftrummet foran mål var en katastrofe,” sagde cheftræner Niels-Chr. Holmstrøm til Politiken. ”Der skal bøffes, hvis man vil være med!”
Til returkampen i Gentofte kom der 672 tilskuere, hvilket jo ikke var opsigtsvækkende lavt dengang, og de så Jens Peter Koch udligne Baniks 1-0-føring til slutresultatet 1-1 – men så nogle måneder senere også de lokale helte rykke ned i 2. division for første gang i 16 år.
Nede i Ostrava var det småt tjekkiske titler i disse år, selv om vi ikke må glemme triumfen i 1988/89 i den sagnomspundne Mitropa Cup – en centraleuropæisk klubturnering, der levede sit eget liv parallelt med de ”rigtige” Europa Cup-turneringer, og som blev domineret af tjekkoslovkaiske, jugoslaviske og ungarske klubber fra den ene side af jerntæppet og af italienske og østrigske klubber fra den anden side.
Libor Sionko
Efter Tjekkiets selvstændighed løb den første nye liga af stablen i 1993/94, hvor Banik endte på tredjepladsen – med en 16-årig Libor Sionko i truppen!
Sionko er født i Ostrava og spillede ungdomsfodbold der, og fik også et enklelt indhop på klubbens bedste mandskab et par måneder efter, at han fyldte 17. Siden spillede han et par år i 2. og 3. divisionsklubber, inden han vendte tilbage til Banik i 1997, hvor han snart blev en bærende kraft - og i 1999 fulgte han fodboldens fødekæde og skiftede til Sparta Prag.
Milan Baros
Nogle år senere realiserede Banik sit største salg nogensinde, da de sendte Milan Baros til Liverpool for 7 mio. Euro, og Liverpool solgte ham nogle år senere for over det dobbelte til Aston Villa.
Herhjemme husker vi ham nok mest for, at han to gange på to minutter løb fra fra vores forsvar og udplacerede Thomas Sørensen, da tjekkerne slog os 3-0 i kvartfinalen ved EM i 2004. Han havde allerede scoret vigtige mål, da de i gruppespillet slog både Holland og Tyskland, og han endte som turneringens topscorer.
Zdenek Pospech
Hjemme i Tjekkiet tilhørte Banik regel tilhørte ligaens midterfelt, men netop i foråret 2004, altså lige inden EM, strøg de til tops og vandt sit tredje og seneste mesterskab.
Da havde klubben også en virkelig stærk spiller, som vi også kender godt – nemlig Zdenek Pospech, som er født i Opava små 30 kilometer vest for Ostrava.
Pospech spillede først i hjembyens SPC Opava, men skiftede til Banik i 2001 og nåede 114 kampe, inden han i 2005 også skiftede til Sparta Prag. Her hentede vi ham i 2008, og efter at han senere spillede tre år i Mainz, sluttede han karrieren af hjemme i Opava.
Efter mesterskabet i 2003/04 vandt Banik – og Pospech - også pokalen i 2004/05, men siden er deres bedste resultater et par tredjepladser i 2007/08 og 2009/10.
Disse meritter gav nogle gensyn med de europæiske klubturneringer, men det blev korte fornøjelser, hvor klubben aldrig nåede videre fra de indledende runder.
Live i dansk TV mod Spartak Moskva
Danske TV-seere husker måske, at Banik var meget tæt på UEFA Cup-gruppespillet i efteråret 2008, hvor vi således kunne have trukket dem.
Men hvis den live-transmitterede returkamp i Moskva ikke står mejslet i læsernes hukommelse, så lad os da bare genopfriske, at Spartak havde vundet 1-0 i Tjekkiet, og det stod 1-1 i returkampen, da tjekkerne i de sidste sekunder bankede bolden på underkanten af overliggeren.
Et mål havde sendt Banik i gruppespillet på udebanemål, og det havde jo ikke gjort livet lettere for russernes nye cheftræner, Michael Laudrup…
Banik sidste sæson
Vi spoler hurtigt 15 år frem til nutiden, men kan da lige nævne, at Banik en enkelt sæson (2016-17) var nede og vende i 2. division, men siden vendte tilbage og som regel er sluttet i det brede midterfelt med et par 5.-6. pladser som det bedste, indtil de sidste sæson blev nr. 4.
Banik sluttede ikke langt foran nr. 5 og 6, men til gengæld var der ret langt fra deres 49 point op til Top 3 (Sparta 87 p., Slavia 85 p., Plzen 70 p.). Det rakte dog til en plads i Conference League-kvalifikationen, hvor de uden problemer eliminerede armenske Urartu med 5-1 hjemme og 2-0 ude.
Den tjekkiske liga begyndte samtidig med vores, og Banik indledte med at tabe 1-2 ude til Bohemians Prag, og slog så Jablonec 1-0 forrige weekend.
De skulle egentlig have mødt Karvina i søndags, men da Banik opdagede, at de skulle spille i København onsdag i stedet for torsdag, godkendte det tjekkiske fodboldforbund en udsættelse af ligakampen.
Træneren og truppen
Banik trænes af 55-årige Pavel Hapal, der som aktiv spiller blandt andet var med til at sikre Leverkusen deres første - og i mange år - eneste nationale titel, da de vandt DFB Pokalen i 1992/93.
Som træner indledte han i Pospechs hjemby, Opava, og trænede også Banik midt i 00’erne, inden han var rundt i en række andre klubber og også havde tre år slovakisk landstræner fra 2018-20, inden han i 2022 overtog i Banik igen.
Han kender derfor Denis Vavro udmærket, og Hapal kommer selv fra byen Kromeriz, der ligger meget tæt på Zlin inde på den anden side af grænsen til Slovakiet, hvor han også har været træner.
Mens Hapal fik 21 landskampe for Tjekkoslovakiet, er det begrænset med landsholdserfaring i hans Banik-trup. Backen Patrick Kpozo, har to landskampe for Ghana, og midtbanespilleren Tomas Rigo har en enkelt for Slovakiet i en venskabskamp mod San Marino i juni, og han kom også med i deres EM-trup, men uden at få spilletid.
Vi leder jo altid gerne efter spillere, vi har mødt før, og der er et par stykker i truppen. Forsvareren Michael Frydrych spillede for Slavia Prag i efteråret 2018 (hele kampen dernede og et kort indhop i Parken), og forsvarskollega Daniel Holzer spillede begge kampe for FC Zlin, da vi mødte dem i efteråret 2017.
Førnævnte Kpozo samt stopperen Matej Chalus er det nærmeste, vi kommer spillere med Skandinavien på CV’et. Kpozo spillede en del år i Östersund, AIK og Tromsø, og Chalus fik for et par år siden en halv snes kampe for Malmö FF.
I de to Urartu-kampe i Q2 stillede Hapal næsten samme hold, men roterede lidt mere i den hjemlige liga.
I Q2-hjemmekampen spillede de 4-1-4-1 med Markovic - Juroska, Frydrych, Pojezny, Kpozo - Boula - Buchta, Rigo, Kubala, Ewerton - Prekop.
I returkampen spillede de 4-2-3-1 med Holec - Juroska, Frydrych, Pojezny, Kpozo - Boula, Sin - Buchta, Kubala, Ewerton - Prekop