Jubel efter scoring

Kampreferat: Bedre sent end aldrig!

På en overtidsscoring af indskiftede Victor Froholdt sikrede løverne sig en 1-0-sejr og et markant bedre udgangspunkt før returkampen.

De to hold
Neestrup skiftede to fra søndagens Randers-kamp, Denis Vavro og Elias Achouri for Munashe Garananga og Jordan Larsson, så de første ti minutter var holdet: Trott – Huescas, Vavro, Diks, Meling – Mattsson, Falk, Delaney – Elyounoussi, Óskarsson, Achouri.

Banik kom nogenlunde som forventet og skiftede også to fra deres seneste kamp, Q2-returen i Armenien hvor de i ca. 40 grader slog Urartu 2-0, og holdet i Parken var i 4-2-3-1: Markovic – Juroska, Frydrych, Choluz, Kpozo – Boula, Rigo – Buchta, Sin, Ewerton – Prekop.

Spillerne samles før kickoff
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Tidlig Huescas-udskiftning
Som antydet holdt vores start-11’er kun ti minutter, for så kunne Huescas ikke fortsætte, og umiddelbart var det svært at se hvorfor, for det så ikke ud til at komme fra en duel el.lign., men han satte sig i græsset, skar en ærgerlig grimasse og lavede ”rotationstegnet”, fodboldens SOS, som jo står for ”skift omgående spiller”.

I stedet fik Giorgi Gocholeishvili en uventet og uforberedt debut, men lad os bare berolige dem, der ikke så kampen, med at georgieren leverede et rigtig flot indhop under de svære betingelser. Det blev han heldigvis ikke ene om!

Giorgi Gocholeishvili
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Allerede før udskiftningen viste Banik, at de ikke bare var her for at stå dybt og forsvare sig, selv om de blev nødt til det i lange perioder af kampen, men at de også havde stærke offensive kort, som især kom til udtryk, når de fik mulighed for at dyrke deres spidskonmpetence i form af hurtige kontraer – og dem fik de en del af.

Gocholeishvili – skal vi ikke bare kalde ham Giorgi? – viste sig første gang frem, da han slog et perfekt førstegangs-indlæg i 14. minut, som Elyounoussi headede lige over mål.

Orri-chance
Tre minutter senere opfangede Orri Óskarsson en svag tilbagelægning fra den ghanesiske landsholdsback, Kpozo, strøg forbi de to stoppere og afsluttede, men keeper Jakub Markovic gik godt ud og afværgerede – og havde det held, at returbolden studsede forbi Elias Achouri, så han ikke kunne sende den i tomt mål.

Efter en periode med FCK-dominans viste tjekkerne tænder igen, da Tomas Rigo tvang Nathan Trott til at kaste sig i fuld længde og redde et fladt langskud, og midt i halvlegen hvæssede de for alvor kontrakniven, da Vavro blev overspillet højt oppe på banen. Anfører Ewerton drev bolden ned mod vores felt og spillede Matej Sin helt fri i højre side af feltet, hvor han helkiksede sin afslutning.

Siden fortsatte vi med at være mest på bolden, men havde svært ved at komme til deciderede chancer mod et godt og effektivt Banik-forsvar, der også gik til den i duellerne, hvilket blandt andet sendte Delaney – der jo heller ikke holder sig tilbage – i græsset et par gange.

Omkring den halve time sad han lidt i græsset og ømmede sig, og kort efter blev Falk voldsomt knoklet ned af den store frontløber Erik Prekop, der slap med en påtale.

Rasmus Falk
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Godt gang i tribunerne
Der var også godt gang i den på de to endetribuner, hvor ca. 900 tjekkiske fans på D-tribunen og en stopfyldt Nedre Sektion 12, da Øvre ikke var i brug på grund af det forventet lave fremmøde, der endte på 16.513.

Frem mod pausen var vi stadig mest på bolden og byggede mest op i venstre side, hvor den veloplagte Achouri voldte tjekkerne en hel del problemer. Relationerne i højre var jo også helt nye, og Elyounoussi trak oftest ind mod midten, så Giorgi stod lidt alene derude, men han forsøgte hele tiden at gøre sig spilbar, når lejligheden bød sig.

Elias Achouri
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


I 39. minut lagde Vavro an til langskud, men ramte den ikke helt som han ville, og i stedet var Orri lige ved at opsnappe bolden i feltet og få en chance, men den var svær og smuttede fra ham.

Vi havde ca. 67/33 i boldbesiddelse i de første 45 minutter, men det stod 1-1 i afslutninger på mål og 0-0 på lystavlen.

Thomas Delaney
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Lerager afløste Delaney efter pausen
Efter pausen kunne 250-kamps jubilaren Delaney ikke fortsætte og blev erstattet af Lukas Lerager, som var involveret i en ganske stor chance efter fem minutters spil, da Birger Meling slog et fladt indlæg i feltet.

Det var umiddelbart svært at se, om Lerager forsøgte en inderside-afslutning eller at snitte bolden videre, men det endte med, at Elyounoussi fra kanten af målfeltet headede bolden lige over mål og i nettaget.

Lidt efter forsøgte Mattsson, der lå nu til venstre på midtbanen, et skruet skud mod det lange hjørne, men overplacerede det lidt.

Magnus Mattsson
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Vi havde fortsat bolden mest og fik en fin mulighed efter en times tid, da Mattsson fandt Achouri i venstre side af feltet, men tuneseren skød et stykke forbi nærmeste stolpe og burde måske have lagt på tværs til Orri inde foran.

Banik havde et par kontraer i det første kvarter, som vi dog håndterede udmærket, men i 65. minut var det ved at gå galt, da Vavro oppe på deres halvdel sendte bolden i fødderne på Jiri Boula. Han sendte den hurtige Ewerton afsted, men Trott reddede glimrende hans afslutning nede i feltet – og David Buchta kunne heldigvis ikke afslutte på returbolden, så det endte med at Tomas Rigo skød over mål fra kanten af feltet.

Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Det europæiske dilemma
Kort efter satte vi Jordan Larsson ind for Achouri, men i højre side, så Elyounoussi rykkede over i venstre. Som tiden gik, tegnede det europæiske "første-kamps-dilemma" sig mere og mere, og prægede nok også spillet, for vi ville jo så gerne have mindst et mål med i bagagen til Ostrava – men for alt i verden undgå at det var Banik, der fik det med hjem!

I 73. minut lignede det noget, da Mattsson fik bolden på kanten af feltet, trak forbi et par tjekker og afsluttede med venstre, men Michael Frydrych kastede sig og afværgede til hjørne.

Lidt efter blev Mattsson erstattet af Victor Froholdt, og kampen var nu virkelig inde i den afgørende fase, hvor man sad med en ubehagelig følelse af, at alt kunne ske. Ikke mindst da Ewerton læste, at Trott ville spille Falk uden for vores felt og lynhurtigt stjal bolden, men Trott gjorde skaden god ved at redde brasilianerens afslutning.

Klima-udfordringer
I 89. minut var Banik tæt på igen, endda to gange. Først kom indskiftede Jiri Klima højest på et indlæg tæt under mål, men headede ikke hårdere end, at Trott sikrede sig bolden, og ellers stod Vavro også klar til at cleare på stregen.

Men i samme minut snød en lang fremlægning vores bagkæde, så vi igen var tæt på en ”Klima-katastrofe”, men i helt fri position skød den store angriber lige i fødderne på Trott. Spørgsmålet er, om ikke Klima var offside, men spillet fortsatte, og det var også i orden, da vi nu havde bolden.

Victor Froholdt
Foto: Gaston Szerman, FCK Media

Froholdt matchvinder på Leragers fine bold
De nåede at prøve en kontra mere, som Giorgi afværgede, inden afgørelsen faldt kort inde i tillægstiden. Og nok engang iscenesat af tre indskiftere: Orri lagde bolden af til Jordan i højre side, han spillede perfekt til Lerager, som tog et godt dybdeløb i højre side – og i stedet for en desperat afslutning fra spids vinkel, spillede han fladt og præcist på tværs foran mål, hvor Froholdt enkelt (fordi han var, hvor han skulle være) sparkede bolden ind og sikrede os en meget vigtig sejr.

Trods 3-4 minutter mere at spille i, så holdt vi dem nemlig væk fra vores felt og kom ikke under pres, før belgiske Nathan Verboomen fløjtede for sidste gang.