Kampreferat: Overskud i afgørelsen fra 11-meter pletten
På årsdagen for vores seneste nervepirrende maratondyst i Tjekkiet, så gentog historien sig i Ostrava, da det igen krævede forlænget spilletid og straffespark, før vi sikrede avancement til playoff-runden.
De to hold
I forhold til det første opgør startede Garananga, Lerager og Larsson i stedet for Huescas, Mattsson og Achouri: Trott – Diks, Vavro, Garananga, Meling – Lerager, Falk (anf.), Delaney – Larsson, Óskarsson, Elyounoussi. Banik startede med samme 11 som i Parken: Markovic – Juroska, Frydrych, Chalus, Kpozo – Boula, Rigo – Buchta, Sin, Ewerton – Prekop
Der var fuldt hus med ”kun” ca. 14.500 tilskuere på stadion, og i den trykkende varme med omkring 30 grader lagde de et højt og imponerende lydtryk lige fra starten, hvor den ene langside bød spillerne velkommen på banen med en stor ”Welcome to Kingdom”-tifo.
Et stadion klædt i hvidt – og med blå sæder – er jo ellers et smukt syn, men det blev ikke en kamp, hvor løverne følte sig hjemme.
Banik-dominans
Banik var ikke uventet mest aggressive fra starten, men en kamp skal jo også lige sætte sig, og det gjorde den efter et kvarters tid, hvor man så småt fornemmede, at vores spil ikke kørte, som vi gerne ville.
I 17. minut gav et københavnsk boldtab en stor skudchance til Ewerton, som Vavro blokerede, og tjekkerne pressede mere og mere på, og vi havde svært ved at få fat i bolden – og nærmest sværere ved at holde den i holdet, når vi fik den.
Først midt i halvlegen var vi oppe og true lidt i deres ende, da Elyounoussi trak ind i feltet fra venstre og afsluttede, men blev blokeret, og lidt uden for feltet fik Lerager ikke rent træf på returbolden og sendte den over mål.
Banik sad nu stadig fuldstændig på kampen, men kom dog ikke til specielt store chancer. Omkring den halve time havde Orri Óskarsson et forsøg, som gik et stykke forbi mål, og kort efter var han to gange på få minutter nede og bide i græsset og måtte have behandling efter hårde tjekkiske tacklinger.
Spillet foregik stadig helt på Baniks præmisser, og seks minutter før pausen viste Nathan Trott klassen, da Prekop afsluttede fra nært hold efter et indlæg fra højre, og lidt efter blev vores trængsler ikke mindre, da Delaney var nødt til at udgå og blev erstattet af Victor Froholdt.
Banik-føring kort før pausen
I 42. minut kom det, som hovedparten af tilskuerne længe havde håbet på og heppet på. På et cutback fra David Buchta sparkede Prekop bolden fladt over i det lange hjørne og udlignede vores 1-0-føring fra det første opgør.
Efter pausen fortsatte kampbilledet med Banik som klart dominerende, og efter fem minutter fik Buchta en god skudchance i feltet, som Vavro dog blokerede, og lidt efter var den pågående Prekop lige ved at styre et indlæg fra Kpozo ind, men bolden strøg tæt forbi.
Vi havde en enkelt kontra, hvor Jordan var ved at slippe fri, inden han blev tacklet af Kpozo, og fem minutter efter udgik svenskeren desværre med noget, der lignede en forstrækning i baglåret efter en defensiv aktion. Ind kom Elias Achouri samt Giorgi Gocholeishvili, som afløste Birger Meling, og Diks rykkede over på venstre back.
Fra omkring midten af halvlegen begyndte vi at arbejde os ind i kampen igen, og med knap 20 minutter igen sendte vi også Clem og Mattsson ind for Falk og Diks. Froholdt gik ned som højre back, mens Gocholeishvili rykkede over i venstre side.
Vi arbejdede os ind i kampen
Baniks markante tryk fra den første time var efterhånden aftaget en del, og i 75. minut var det ikke langt fra, at Lerager snittede et Mattsson-hjørne ind ved fjerneste stolpe, men bolden gik lige forbi.
Det var en kamp med høj intensitet og høj spænding, men der var længe mellem chancerne. Baniks Sin havde en halvtliggende flugter, som Vavro blokerede, og i den anden ende tog Gocholeishvili i 83. minut et af sine friske, offensive raids, driblede ind i feltet og afsluttede, men bolden blev rettet af, og Banik var faktisk heldige med, at den ikke studsede i mål, men endte i keeper Markovics favn.
Mod slutningen og ind i de fem minutters tillægstid pressede vi udmærket og fik et par hjørnespark, men passede også på ikke at give blottelser bagude, og det endte med forlænget spilletid.
Forlænget spilletid
Vores hold og vores spil så nu væsentligt bedre ud end tidligere i kampen, og onde tunger vil nok mene, at der heller ikke skulle så meget til, men det er dog også en kvalitet at holde dem på det ene mål og med ryggen mod muren kæmpe sig tilbage for at forhindre det truende tidlige europæiske farvel.
Men det kunne stadig være gået galt, for efter at Clem havde et fladt langskud tæt forbi, skød indskiftede Jiri Klima forbi mål på et cutback fra baglinjen, og lidt efter fik en anden indskiftet, Abdullahi Tanko, en endnu større, da Garananga mistede bolden på egen halvdel. Nathan Trott gik dog godt ud i ham, så han skød i sidenettet, hvilket mange tjekker forvekslede med en scoring, så selv mål-musikken gik i gang i højttalerne, men det stod heldigvis stadig kun 1-0 i det nervepirrende opgør.
Lige inden den korte pause mellem 3. og 4. halvleg fik Gabriel debut, da han afløste Garananga i centerforsvaret, og brasilianeren nåede at udstråle ro og overblik i den hektiske slutfase.
De sidste 15 minutter forløb uden at holdene kom til nævneværdige afslutninger, men hjemme i København havde bestyrelsen næppe slettet udkast til en fondsbørsmeddelelse, for kampen stod stadig på den berømte vippe og kunne tippe til begge sider.
Afgørelse på straffespark
Men vi sluttede klart bedst, og spørgsmålet var, hvem der havde mest overskud til de afgørende spark fra 11-meter pletten nede i den ende, hvor vores fans stod.
Banik havde i hvert fald overskud i den forstand, at de sparkede fire af fem straffespark over mål, mens vi scorede på halvdelen af de fire forsøg, der var nødvendige til at sikre den samlede sejr.
Forløbet af straffe-konkurrencen
Jiri Klima - Trott reddede bolden ud på stolpen (0-0)
Orri Óskarsson - Markovic reddede (0-0)
Ewerton - skød over mål (0-0)
Magnus Mattsson - scorede (0-1)
Filip Kubala - scorede (1-1)
Mohamed Elyounoussi - Markovic reddede (1-1)
Michael Frydrych - skød over mål (1-1)
Elias Achouri - scorede (1-2)
Matej Chalus - skød over mål (1-2)
Dermed behøvede vi ikke sparke vores femte straffespark, men kunne ånde lettet op og se frem til to playoff-møder med Kilmarnock om en plads i Conference League-gruppefasen.