Risiko for tilskuerstraf mod Real Betis
Der er risiko for, at F.C. København skal spille uden fans i den næste europæiske udekamp.
Derfor råder vi alle fans til at afvente og ikke købe flybilletter og hotelovernatning i Sevilla til kampen mod Real Betis den 24. oktober.
Efter udekampen mod Bayern München i sidste års Champions League tildelte UEFA os en betinget sanktion som følge af brug af pyroteknik på tribunen. For nylig åbnede UEFA endnu en sag på os efter udekampen mod Banik Ostrava, hvor der også blev benyttet pyroteknik.
Derfor er der en risiko for, at F.C. København bliver idømt en straf, der gør, at vi ikke kan have udefans med til kampen mod Real Betis i Conference League.
Vi forventer en afgørelse fra UEFA i næste uge. Indtil da anbefaler vi, at alle fans afventer situationen og ikke arrangerer rejser til Sevilla.
Vi giver besked, så snart der er nyt fra UEFA.