Jacob Neestrup

Neestrup før AaB: Skal have god start på en travl uge

Mandag aften kl. 19.00 løber løverne på banen mod AaB i Parken for første gang siden holdene mødtes i Pokalfinalen i maj sidste år. Og Jacob Neestrup ser frem til opgøret mod nordjyderne, der er tilbage i 3F Superliga efter en sæson i den næstbedste række.

"AaB er en modstander, der kommer med en masse energi og power, og som står på mål for det, de gerne vil - at presse højt, være intensive og meget direkte. Det er en spændende modstander, der har set rigtig gode ud i nogle kampe, og haft det svært i andre. Men vi skal holde fokus på os selv og præstere ordentligt, og have en god start på en travl uge, der venter," siger Jacob Neestrup.

Har dykket dybere i faser af spillet
Med ekstra mange dage mellem udekampen mod FC Midtjylland sidste lørdag og mandagens hjemmekamp mod AaB, har truppen haft sjældent god tid til at være på træningsbanen.

"Vi har selvfølgelig kigget vores Midtjylland-kamp igennem på godt og ondt, og ellers brugt tiden på at træne godt med stor intensitet. Og vi har haft mulighed for at dykke dybere ned i nogle af de faser, vi har ment, vi skulle prioritere. Og der har været flere spillere, der har spillet med den samme sidemakker, i stedet for at have mange skift. Og det håber jeg, vi kommer til at kunne se tegningerne til allerede mandag, hvor vi skal have tre point," forklarer cheftræneren.

Kampe i tre turneringer venter
Mandag aften gælder det altså AaB, torsdag aften venter en tur til Herfølge og en pokalkamp mod HB Køge, mens turen går til Vejle søndag. Og næste uge igen starter UEFA Conference League hjemme mod Jagiellonia Bialystok fra Polen og søndagen efter skal løverne en tur til Silkeborg.

"Vi elsker at spille mange kampe - jeg elsker at spille hver tredje eller fjerde dag. Og jeg synes, at det er noget andet nu - for at være helt ærlig, så tager det ekstremt hårdt på os at spille de kvalifikationskampe om at komme ind i et gruppespil eller ligaspil som det hedder nu. Fordi det bare er så vigtigt for alle og fylder så ekstremt meget. Det er noget andet, når man først er kommet derind, og det giver et andet overskud. Så vi glæder os til at skulle spille mandag, torsdag, søndag, torsdag og søndag i løbet af de næste 13 dage," lyder det fra Jacob Neestrup.

Kampen mod AaB fløjtes igang kl. 19.00.

Husk, at der inden da er CPH Playday i Fælledparken fra kl. 15.30. Læs mere om arrangementet her!