FCK-fans i Vejle

Kampdag: Vejle-FCK

Kampdagsquiz - se svarene nederst i artiklen
1. Hvilke tre hold har vi mødt flest gange i vores hidtil 1.499 officielle kampe?
2. Hvilke tre hold har vi mødt flest gange i vores europæiske kampe (minus TOTO Cup og Royal League)?
3. Hvilke fem spillere har spillet flest officielle FCK-kampe?
4. Hvilke fem spillere i vores nuværende førsteholdstrup har spillet flest officielle FCK-kampe?
5. Hvilke fem spillere har scoret flest mål i de 1.499 kampe?

Banner til ære for Sibusiso Zuma og Todi Jónsson
Mange store spillere er kommet og gået i vores første 1.499 kampe. Foto: Birger Vogelius


Kamp nr. 1.500
Som kampdagsquizzen afspejler, så spiller vi i dag vores officielle kamp nr. 1.500 siden premierekampen den 1. juli 1992 mod Grasshoppers.

Sådan fordeler de sig (inklusive dagens kamp):

  • Superliga 1.073 (inkl. to Europa-playoff) = ca. 72 %
  • Pokal 124 = ca. 8 %
  • Internationale 303 (inkl. TOTO Cup & Royal League) = ca. 20 %
Tifo i Parken
FCK-Barcelona i 2010, en af de helt store aftener - måske den største? Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Nærmer sig udsolgt
Vejle Boldklub meldte i går om få ledige pladser og forventer udsolgt til aftenens kamp. Den officielle kapacitet er 11.060, så det tyder i hvert fald på et fremmøde på den rigtige side af 10.000. Vores udeafsnit har - selvfølgelig, fristes man til at sige - været udsolgt i et stykke tid.

Sidste sæson havde Vejle et snit på 8.295 i Superliga-hjemmekampene, hvilket var langt over det hidtil højeste på 6.542 i 2008/09.

I år har det svinget mellem ca. 5.500 og ca. 7.500 i de hidtil fire hjemmekampe mod Randers, Nordsjælland, Silkeborg og Viborg. Da vi sidste år spillede i Vejle i slutningen af juli kom der 9.753.

Spillerne takker fansene efter kampen
FCK-fanafsnittet i Vejle i april 2023. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Vejle-vejret gav problemer
Som man kunne se i nyhedsstrømmen i fredags, så blev Vejle også hårdt ramt af de voldsomme regnskyl, som også oversvømmede andre byer i Jylland, og selv om fodbold ikke stod øverst på listen over problemer, har det selvfølgelig også påvirket klubbens forberedelser.

"Vejret har været en udfordring for os, men spillerne har trænet godt, og de tog godt imod de små ændringer, jeg ønsker i spillet," fortæller VB's nye cheftræner, Mihai Teja, til Vejle Amts Folkeblad.

Her bekræfter han også, at David Colina og Miiko Albornoz er til rådighed igen for første gang efter landskamppausen: "De kan spille, hvis vi vælger at bruge dem," bekræfter Teja, hvorimod Thomas Gundelund endnu ikke er klar efter en knæskade.

Dommerne
Dommer: Jonas Hansen
Linjedommere: Dennis Wollenberg Rasmussen og Esad Deronjic
Fjerdedommer: Jacob Stausgaard Kobberrød
VAR & A-VAR: Jørgen Daugbjerg Burchardt og Danny Kolding

Kort og karantæner
Karantæne: Ingen
Karantænefare FCK: Ingen
Karantænefare Vejle: Stefan Velkov og Hamza Barry ved næste advarsel samt Musa Juwara, hvis advarslen giver mindst seks strafpoint

TV
Du kan se kampen på TV3+ og Viaplay.

Svar på kampdagsquiz
1. Brøndby 128, AaB 103 og OB 98
2. Club Brugge 7, Ajax 6 og Man. City 6
3. William Kvist 425, Rasmus Falk 330, Hjalte Nørregaard 320, Mathias Zanka Jørgensen 303 og Peter Ankersen 286
4. Rasmus Falk 330, Thomas Delaney 254, Andreas Cornelius 216, Nicolai Boilesen 187 og Lukas Lerager 160
5. Dame N’Doye 118, César Santin 83, Todi Jónsson 68, Lars Højer 66 og Andreas Cornelius 65

(Kilder: fck.dk, nipserstat.dk, superstats.dk, OPTA/StatsPerform, vejle-boldklub.dk, vafo.dk)