Andreas Cornelius

Cornelius-sejrsmål sikrede 2-1 i Vejle

Et sent sejrsmål af Andreas Cornelius sikrede en 2-1-sejr i Vejle, efter hjemmeholdet kom foran lige efter pausen.

Kampen var jævnbyrdig i starten, men vi kunne have fået en rigtig god start, da Elyounoussi ramte overliggeren i det 13. minut.

Som halvlegen skred frem dominerede vi mere og mere, og midt i halvlegen var Delaney tæt på, men Igor Vekoc reddede med en fantastisk refleks.

Keeperen var dog chanceløs, da Elyounoussi ti minutter før pausen headede på trekantsammenføjningen, men 1. halvleg endte uden mål.

Vejle, der ikke havde haft en eneste afslutning før pausen, chokstartede efter pausen, da Gabriel mistede bolden uden for eget felt, og  Kristian Kirkegaard udnyttede det til at score til 1-0.

Kort før der var spillet en time, var Yeni N’Gbakoto meget tæt på at øge efter endnu et københavnsk boldtab ude i siden, men i stedet blev det 1-1 efter en time, da Kevin Diks udnyttede et straffespark, efter Lundrim Hetemi rev Lukas Lerager ned i feltet.

Indskiftede Andreas Cornelius havde en god mulighed for at bringe os foran, og vi fortsatte tålmodigt med at presse på for et sejrsmål.

Fem minutter før tid lykkedes det, da Marcos Lopez gik til baglinjen og slog et perfekt indlæg til fjerneste stolpe, hvor Corner kraftfuldt pandede bolden ind til 2-1 og sikrede ugens tredje sejr.

Europæisk aften forude
Efter de to udekampe i Herfølge og Vejle venter nu den første af seks Conference League-kampe, når vi på torsdag kl. 21 tager imod de polske mestre fra Jagiellonia Bialystok.

Sektion 12 nedre er udsolgt, men der er pladser på Sektion 12 øvre samt på langsiderne. Billetter koster fra 100 kr., og du kan få adgang til alle tre europæiske hjemmekampe fra 350 kr.

>> Find pladser her