Kampreferat: To "unødvendige" comeback gav 2-2
To gange kom Basaksehir foran på københavnske forsvarsfejl, men to gange udlignede Amin Chiakha, der kom på banen et kvarter før tid og scorede sine første seniormål, da vi havde allermest brug for det.
De to hold
På kampdagen udgik Hatzidiakos af truppen, da hans kone gik i fødsel, og Delaney på grund af en slagskade mod Silkeborg, og deres fravær betød at Neestrup måtte ændre mere end planlagt i startopstillingen, der endte med syv ændringer fra mandagens Silkeborgkamp: Trott – Huescas, Gabriel, Diks, Lopez – Froholdt, Lerager, Clem, Elyounoussi – Mattsson, Onugkha.
Basaksehir, som havde tabt deres to første kampe i ligafasen, skiftede fem fra deres seneste ligakamp: Sengezer – Ba, Duarte, Opoku, Lima – Ergön, Özdemir – Özcan, Davidson, Figueiredo – Keny.
UEFA havde indført et minuts stilhed til minde om de mange ofre fra oversvømmelserne i Valencia, men det respekterede alle Basaksehir-fansene desværre ikke, og det var ikke rart at overvære, hvilket de øvrige tribuner også højlydt gav udtryk for, da den hollandske dommer Joey Kooij gjorde klar til kickoff.
Vi kom fint ud og var ikke langt fra at komme foran i tredje minut, da Onugkha afsluttede i feltet efter et Mattsson-hjørne, men en forsvarer blokerede skuddet.
Ti minutter efter var vi tæt på igen, da Clem fornemt spillede Onugkha i højre side af feltet, men han kom for langt ud til højre, da han rundede keeperen – i stedet spillede han Froholdt, der blev tacklet, da han var ved at slippe fri, og mange andre end dommerne ville gerne have haft et straffespark i den situation.
Det blev dog snart en mere lige kamp, hvor Basaksehir også kom frem på vores halvdel. Lidt usædvanligt faldt der fire advarsler i de første 20 minutter, til Diks, Lopez og Onugkha samt Ousseynou Ba.
Tanken strejfede da lige, at vi fik en mand smidt ud i vores to seneste kampe mod et tyrkisk hold, men selv om der i alt faldt en halv snes kort, var der ingen røde. Men kampen igennem var der masser af hårde dueller og hidsige gemytter, og flere spillere var nede og bide i græsset og måtte have behandling - og det var ikke altid tyrkere, der bare skulle have tiden til at gå.
Advarslerne og en række andre frispark gav en lidt urytmisk kamp, hvilket tydeligvis bekom Basaksehir bedst, og de fik yderligere medvind i 26. minut, da Gabriel forærede Philippe Keny en friløber, som han udnyttede effektivt ved at runde Trott og sparke den ind.
Det så ud til at ryste os lidt, men efter den halve time havde Huescas en udmærket chance, da han trak sig fri i feltet og fyrede af med venstre, men Özdemir kastede sig og blokerede til hjørne. Dem havde vi en del af, men tyrkerne clearede dog de fleste.
Minuttet efter var et boldtab af Clem på egen halvdel lige ved at koste dyrt, men Figueiredo afsluttede ufarligt lige på Trott, men det var desværre ikke det eneste eksempel på en lidt usikker boldomgang, som betød at vi aldrig helt fik spillet til at flyde, som vi gerne ville.
Først i tillægstiden til 1. halvleg blev vi for alvor nærgående og var tæt på udligning. Først efter et voldsomt frispark til Lopez, som Mattsson sparkede ind over, men tæt under mål headede Diks lige på keeper Sengezer, som holdt bolden på målstregen.
Lidt efter blev et Mattsson-skud blokeret, og Onugkha forsøgte sig også i feltet, men vi gik til pause bagud 0-1.
Efter pausen kom Gocholeishvili og Claesson ind for Huescas og Froholdt, og vi bragte bedre energi og aggressivitet i spillet, men det stadig kneb med præcisionen i indlæggene.
Da vi nærmede os en times spil havde vores pres efterhånden karakter af powerplay, og Cornelius afløste Onugkha netop som Gocholeishvili havde trukket et frispark i en god position lige uden for deres felt, og det skruede Lopez lige over mål.
Basaksehir var knapt nok været oppe i vores ende før midt i halvlegen, hvor Trott halvklarede et fladt langskud fra Opoku, og så var vi heldige med, at Figueiredo stødte returbolden forbi det tomme mål.
Kampen gik ind i en mere hektisk fase nu, hvor vi først svarede igen med en stor chance tæt under mål, som både Cornelius og Elyounoussi ville afslutte på, men ingen af dem fik ram på den. Lidt efter tøvede Gabriel med et indgreb mod Figueiredo uden for vores felt, men portugiseren kiksede sit forsøg på at spille en medspiller fri.
Tyve minutter før tid sparkede Türüc tæt forbi målhjørnet fra spids vinkel, og vores indledende tryk på tyrkerne var nu helt aftaget, alt imens Cornelius humpede lidt rundt, inden han satte sig i græsset og måtte udskiftes.
Jordan Larsson havde netop afløst Clem, og nu kom Amin Chiakha ind for Cornelius som… ja, vi fornærmer nok ikke det store angrebstalent ved at kalde det en nødløsning, men når nøden er størst, er hjælpen som bekendt nær.
Efter blot tre minutter på banen bragte Amin nemlig balance i regnskabet efter et angreb, som han selv satte i gang ved at spille Claesson i venstre side af feltet. Lerager fik ikke ram på hans indlæg, men bolden endte for fødderne af Amin, som sparkede den ind med venstre.
Men ak… jublen havde ikke lagt sig endnu på tribunerne, før bolden pludselig lå i målet bag Trott.
Mange opfattede næppe, hvad der skete, men Gabriel og Trott gik fejl af hinanden på en lang fremlægning, hvorefter Krzystof Piatek enkelt trillede bolden i tomt mål. Den målfarlige polske landsholdsangriber var også netop blevet indskiftet og har scoret mange mål i karrieren, men næppe mange nemmere end dette…
En kæmpe skuffelse efter endnu en fatal foræring, og så kun et minut efter, at vi endelig havde reduceret og skabt håb om en tiltrængt hjemmesejr.
Men vi må glæde os over det, vi kan, og for det første viste spillerne god moral og karakter ved snart at fremtvinge en udligning til 2-2 – og for det andet var det et stort lys i mørket, at Amin Chiakha blev dobbelt målscorer, da han i 83. minut headede et perfekt Lopez-indlæg i nettet!
Med næsten et kvarter igen – inklusive tillægstid – var der stadig tid til et sejrsmål. Det blev dog ikke nemmere, da Claesson humpede rundt og i nogle minutter næsten ikke kunne gå, men han bed tænderne sammen og blev på banen.
Ingen af holdene kom dog til noget, der fremtvang en afgørelse, men i de allersidste minutter var det ikke langt fra, at Amin havde spillet Claesson fri i feltet med en hælaflevering. Tænk engang hvis…
Men det blev ved 2-2, hvor vi aldrig gav op – men gav to mål væk.