FCK-fans i Århus

Sidste besøg på Ceres Park: Udsolgt topkamp på søndag

Søndag kl. 18 spiller F.C. København for sidste gang på Ceres Park, inden den store ombygning af stadion for alvor går i gang. Nedrivningen er allerede så småt i gang for at gøre klar til et helt nyt stadion, der efter planen er klar i 2026.

AGF har udekampe i efterårets to sidste Superliga-runder, og det var lige før, at de også skulle sige farvel til Ceres Park på søndag, men de klarede skærene i Skive, og Ceres Park får en kvartfinale-afskedskamp mod Brøndby i december.

Allerede i mandags meldte AGF helt udsolgt på søndag, hvilket vil sige omkring 16.000 tilskuere.

42 gange har vi spillet på lokationen, hvor Smilets By har haft et stadion siden 1920. Uanset resultatet på søndag har vi en positiv statistik (p.t. 20 sejre, 10 uafgjorte og 13 nederlag). Vi har dog ikke vundet de tre seneste opgør i Aarhus, og vinder vi heller ikke på søndag, så kan aarhusianerne fortrænge Midtjylland fra førstepladsen.

Der har AGF ikke ligget efter en hel Superligarunde siden slutningen af august 2009, hvor de førte efter syv runder, men endte sæsonen med at rykke ned.

Denne sæson har de for alvor stabiliseret sig i toppen, og indtil forrige runde havde de kun tabt til os i Parken (2-3 i 2. spillerunde), men så tabte de 0-2 i Herning, inden de kom tilbage i vindersporet ved at slå Lyngby i søndags på et sejrsmål i sidste minut.

Omvendt smed vi i mandags selv to point i allersidste minut, og som Neestrup bemærkede efter Silkeborg-kampen:

”Når der kun er to hold, der spiller europæisk, så gør det bare, at tingene bliver udlignet mere end i andre ligaer, vi gerne vil sammenligne os med, og derfor skal vi være ekstremt skarpe i det vi gør, og det var vi ikke mod Silkeborg. Med en sejr var vi taget til Aarhus som etter i stedet for treer, og det er den lillebitte forskel, der er i Superligaen efter 14 kampe.”

Ragnar Sigurdsson til AGF
AGF fortalte i går, at Ragnar Sigurdsson pr. januar 2025 bliver ny U17-træner, hvor han afløser Niklas Backman, som bliver assistent for Uwe Rösler.

Den nu 38-årige Ragnar spillede i to omgange i alt 110 FCK-kampe, inden han i januar 2021 skiftede til ukrainske FC Rukh Lviv. Han er p.t. ved at færdiggøre sin træneruddannelse og har trænererfaring fra Fram Reykjavik i efteråret 2021 og siden som assistenttræner i HK Kopavogs.

Ragnar mod AGF's Anders Kure og Petri Pasanen i 2012. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport

 

De to hold
I går stod Henrik Dalsgaard, Eric Kahl, Nicolai Poulsen og Frederik Brandhof over i Skive (sidstnævnte med en skade), og flere andre stamspillere startede ude, men kom på banen i 2. halvleg, da AGF kun med nød og næppe fik uafgjort og siden vandt i den forlængede spilletid.

For løverne var der efter Basaksehir-kampen spørgsmålstegn ved Andreas Cornelius og Viktor Claesson, mens Jacob Neestrup var optimistisk i forhold til Delaney, efter den slagskade, han fik i mandags mod Silkeborg.

”Havde vi bare mødt Silkeborg i søndags, så havde gjort en stor forskel på sådan en slagskade, som også ramte Garananga i mandags,” sagde Neestrup i går, hvor han ærgrede sig over en mandagskamp tre dage før en europæisk kamp.

Der venter utvivlsomt en fysisk krævende og intens kamp i Aarhus på søndag, præcis som vi havde i Brøndby mindre end tre døgn efter Betis-udekampen. Hvis du ikke er med på vores udebaneafsnit, kan du denne gang se kampen på TV3+ og Viaplay.