Ærgerligt U19-nederlag i Marbella

U19 tabte 2-3 til Djurgådens IF i den første af de tre gruppekampe i Scandinavian Academy Tournament efter 1-1 ved pausen.

Den uafgjort pausestilling afspejlede et markant københavnsk spilovertag i 1. halvleg med glimrende spil og flere store chancer til en større føring, end den Galdur Gudmundsson skaffede efter en halv times spil.

Den islandske kant havde tidligere haft et skud på indersiden af stolpen, og hans landsmand, Viktor Dadason, havde også et hovedstød, som den svenske keeper reddede fremragende.

I stedet udlignede svenskernes Kalipha Jawla kort før pausen efter et københavnsk boldtab.

Djurgårdens Isak Alemayehu Mulugeta ramte stolpen allerede i første minut, og ti minutter senere havde Oliver Højer et godt forsøg, som keeperen reddede.

Kort efter bragte Jawla svenskerne foran 2-1 efter en kontra, og siden havde vi det lidt svært, men fandt nye kræfter i de sidste ti minutter, efter at Oliver Højer udlignede på et straffespark begået mod indskiftede Neo Jönsson.

Med lidt mere held og præcision havde vi også sikret sejren, men gav i stedet en kontra væk i tillægstiden, som Christoffer Sliwo udnyttede til et sent og ærgerligt svensk sejrsmål.

Næste opgave venter onsdag kl. 16.30 mod Silkeborg IF, og den kamp kan du også streame gratis på superliga.dk.

FCK U19-DJURGÅRDENS IF U19 2-3 (1-1)
31.: 1-0 Galdur Gudmundsson
39.: 1-1 Kalipha Jawla
57.: 1-2 Kalipha Jawla
80.: 2-2 Oliver Højer, str.
90+1.: 2-3 Christoffer Śliwo

Oscar Buur - David Katelgo, William Glindtvad, Brandon Llana, Nicolai Blicher - Tristan Panduro (75.: Gunnar Olsen), Tristan Andrew (65.: Frederik Petersen), Oliver Højer - Jonathan Moalem (46.: Liam West), Viktor Dadason (65.: Neo Jönsson), Galdur Gudmundsson (75.: Abdul Daramy)