Høje Taastrup Parasport er ny samarbejdsklub i F.C. København
Høje Taastrup Parasport er ny samarbejdsklub i F.C. København, og vi er særligt glade for nu også at have den første parasportsforening med i vores omfattende klubsamarbejde på over 70 klubber.
Høje Taastrup Parasport er dannet af teamet bag DreamTeam, et fodboldhold for børn og unge med særlige behov og handicap, som tidligere var en del af Taastrup IF. Dream Team har eksisteret i snart fire år og besøgte for nylig Parken og fik deres livs fodboldoplevelse, som du kan se i videoen nederst i artiklen.
Et banebrydende tiltag
”Det er med stor glæde og stolthed, at vi indgår et samarbejde med Høje Taastrup Parasport," siger Anders Hall Toft.
”Deres dedikation til at skabe inkluderende fodboldmiljøer for børn og unge med særlige behov er inspirerende og afgørende for at gøre en reel forskel i specialsportens verden.”
”Høje Taastrup Parasport har med deres strukturerede træning og specialpædagogiske tilgang skabt et unikt fundament, hvor alle kan føle sig velkomne og udfolde deres potentiale. De har store kompetencer, som vi i F.C. København kun kan lære og blive inspireret af."
”Vi ser frem til at understøtte dette banebrydende klubsamarbejde, som ikke kun styrker specialsporten, men også viser, hvordan sport kan bruges som en løftestang til at skabe større lighed og muligheder for alle."
”Dette samarbejde vil uden tvivl inspirere og sætte et vigtigt aftryk – både lokalt og nationalt,” siger Anders Hall Toft.
Specialsport er i rivende udvikling
Line Aoussar, forperson i Høje Taastrup Parasport, siger om samarbejdet:
”Vi er utroligt stolte af at være den første parasportsforening, der indgår et klubsamarbejde med FCK.”
”Høje Taastrup Parasports formål er at skabe de bedste rammer for, at børn og unge med særlige behov kan spille fodbold, med fokus på struktur og nøje planlagt træning, så alle kan være med.”
”I Høje Taastrup Parasport deler vi FCK's syn på sunde børnemiljøer og arbejder for de samme værdier. Vi ser desuden en stor fordel i at få adgang til FCK's træningsprogrammer og samtidig kunne bidrage med vores specialpædagogiske redskaber og metoder, som også kan styrke FCK’s børne- og ungeafdeling.”
”Specialsport er i rivende udvikling, og det glæder os at se, at flere af FCK’s samarbejdsklubber allerede har fodboldhold for børn med særlige behov eller netop har oprettet nye hold. Det kunne på sigt være relevant at skabe nogle særlige fællesaktiviteter på tværs af samarbejdsklubberne.”
”Med dette klubsamarbejde bliver FCK en forgangsklub i arbejdet for at udjævne ulighed indenfor fodbold og specialsport. Vi er meget taknemmelige for, at FCK med dette samarbejde kan skabe øget opmærksomhed på området, så endnu flere børn og unge med særlige behov får mulighed for at spille fodbold,” siger Line Aoussar.
Høje Taastrup Parasport har p.t. tre hold: begynder, øvede i alderen 6-17 år samt et nystartet 17+ hold for kvinder med særlige behov.
>> Læs mere om Høje Taastrup Parasport på deres Facebook-side