Dinamo Minsk - dobbelte belarusiske mestre
Torsdag kl. 18.45 dansk tid møder F.C. København de forsvarende belarusiske mestre fra Dinamo Minsk, som netop har genvundet titlen, og som beskrevet i denne artikel foregår det på neutral grund i Aserbajdsjan.
Dinamo Minsk er en snart 100 år gammel klub, der blev stiftet i 1927, fem år efter at Belarus - også kendt som Hviderusland - var med til at grundlægge Sovjetunionen. En fælles sovjetliga blev først oprettet i 1936, og fodbolden i Belarus blev også først mere struktureret i 30'erne.
Dinamo vandt republikkens egen turnering tre gange i træk og kom herefter med i den fælles sovjetiske liga. De rykkede og og ned en del gange gennem årene, og deres bedste placering var en tredjeplads i 1954 efter Dynamo Moskva og Spartak Moskva, som dominerede ligaen sammen med CSKA Moskva. Der var dog også klubber fra andre dele af den store sovjetrepublik, først og fremmest ukrainske Dynamo Kiev og georgiske Dynamo Tbilisi.
Dinamo Minsk skiftede navn et par gange og hed både Spartak Minsk og Belarus Minsk, indtil de i 1962 vendte tilbage til Dinamo Minsk, og de var ganske gode i 60’erne. I 1964 gentog de bedriften med en tredjeplads (med den senere træner Eduard Malofeyev på holdet), igen efter Dynamo og Spartak, og i 1965 nåede de for første gang pokalfinalen, men tabte til Spartak.
Historisk mesterskab i 1982
Vi skal frem til 1982, før Dinamo Minsk for første og eneste gang vandt det sovjetiske mesterskab i hård kamp med Dynamo Kiev, som allerede i slutningen af 60’erne begyndte at dominere sovjetisk fodbold og endte med at blive den mest vindende klub, indtil Sovjetunionen gik i opløsning.
Dinamo Minsk – nu under ledelse af førnævnte Eduard Malofeyev - sluttede endda sæsonen med to svære udekampe i et frostkoldt Moskva og vandt først hele 7-0 over Dynamo Moskva, som den sæson lå i betænkelig nærhed af nedrykningsstregen.
For at sikre titlen skulle Dinamo også vinde den sidste kamp mod stærke Spartak Moskva, der sloges om bronzemedaljen og en plads i UEFA Cup. Minsk kom bagud 0-1, men vendte det til 4-1, og endte med at vinde 4-3!
Det stolte mesterhold fik en storslået modtagelse, da de vendte hjem med toget til Minsk, selv om befolkningen holdt sig i skindet. Sovjet-regimet var generelt ikke glade for store, offentlige jubelscener, og især ikke i disse dage, hvor præsident Leonid Breznev var afgået ved døden i ugen inden Dinamos to afgørende kampe i Moskva.
Minsk-gengangere i Idrætsparken 5. juni 1985
Titlen var naturligs en stor begivenhed for Dinamo Minsk og hele Belarus, og set med danske fodboldbriller er det også værd at bemærke, at Minsk-holdet talte flere af de profiler, som repræsenterede Sovjet i den måske største kamp i Københavns Idrætsparks historie – Danmarks legendariske 4-2-sejr på Grundlovsdag i 1985.
Malofeyev var nu sovjetisk landstræner, og fire af de 13 sovjet-spillere i landskampen kom fra Dinamo Minsk: midtbanespilleren Sergei Aleinikov, angriberen Sergei Gotsmanov (der reducerede til 2-4 i 2. halvleg) samt indskifterne Andrei Zygmantovich og Georgiy Kondratyev.
Største profil debuterede mod Danmark
Fem år før fik Dinamo Minsks måske største profil nogensinde, Aleksander Prokopenko, sin eneste landskamp for Sovjet mod netop Danmark i en venskabskamp på Lenin Stadion i Moskva. (Han fik også to OL-kampe for Sovjet og vandt bronze til OL i 1980).
Prokopenko var en fænomenal fodboldspiller, og fansede elskede ham, selv om – eller måske netop fordi - han var mere end almindeligt glad for at drikke og gerne hang ud med fansene på barer og værtshuse. Den fremragende engelske journalist og forfatter Jonathan Wilson beskrev engang Prokopenko som: ”En utrættelig, uforbederlig og selvdestruktiv dranker. Han drak altid, som om han havde været tørstig i et kvart århundrede.”
Nutiden
Prokopenkos levevis kostede ham livet allerede som 35-årig i 1989, og tidsmæssigt nærmer vi os nu Sovjetunionens opløsning og Belarus’ selvstændighed i 1991samt oprettelsen af deres egen liga i 1992.
Dinamo vandt de første fem mesterskaber, nøjedes med sølv i 1996, og vandt guld igen i 1997. Klubben var dengang klart stærkest på alle områder og nærmest uovervindelige, men vandt siden kun én titel - indtil sidste sæson og nu også denne sæson.
I slutningen af 90’erne begyndte BATE Borisov nemlig at etablere sig som tophold og vandt et par mesterskaber, inden de fra 2006-18 vandt 13 i træk og helt stødte Dinamo fra den belarusiske fodboldtrone. Det var også i den periode, vi mødte dem i Champions League Q3 i 10/11-sæsonen, spillede 0-0 ude og havde en del problemer med at vinde 3-2 hjemme i Parken, hvor et udebanemål mere havde sendt dem videre.
Efter 2018 fik BATE tre år i træk ”kun” sølv, og i stedet vandt Shakhtyor Soligorsk et par titler, men mistede en af dem i en stor matchfixing-skandale, og i denne sæson rykker de ned med et brag efter en pointstraf.
Også vores modstander i 2021, Torpedo Zhodino dukkede op i toppen, og fik to tredjepladser i 2020 og 2023, og det trækker op til endnu en i år.
Siden 1997 vandt Dinamo derimod kun et enkelt mesterskab i 2004 og fik siden en del andenpladser (2005, 2006, 2008, 2009), men vandt først titlen igen i 2023. Belaruserne spiller jo kalenderårsturnering, så vi møder altså endnu et nationalt mesterhold, ligesom polske Jagiellonia Bialystok.
Titlen genvundet denne sæson
Så sent som mandag aften sikrede Dinamo sig også denne sæsons mesterskab foran Neman Grodno og Torpedo Zhodino. De mangler to kampe, og har kun tabt én ligakamp hidtil, hvorimod det kniber i pokalturneringen, hvor de kun har nået én finale i 20 år, og den tabte de til lokalrivalerne FC Minsk i 2013.
Det kniber også i Conference League, hvor de har tabt de tre første kampe til Hearts (h 1-2), HJK Helsinki (u 0-1) og Legia Warszawa (u 1-4).
De røg ud af Champions League Q2 til Ludogorets (u 0-2, h 1-0), slog siden Lincoln Red Imps i Europa League Q3, men tabte playoff til Anderlecht (to gange 0-1). De har gruppespil-erfaring fra 2014 og 2015, hvor de sluttede sidst begge gange og kun slog henholdsvis Fiorentina og Viktoria Plzen, i øvrigt begge på udebane.
Holdet
DInamo Minsk trænes af Vadim Skripchenko, der fyldte 49 i går, og selv har en fortid som aktiv spiller. Dog ikke for Dinamo Minsk, men i flere omgange for BATE Borisov, og han fik også 10 landskampe.
Hans hold spiller normalt med en fireback-kæde, mens formationerne veksler lidt på midtbanen og i angrebet – og primært med belarusiske spillere.
I målet står den 21-årige Fedor Lapoukhov, som i år har erobret pladsen mellem stængerne på landsholdet, som kun tabte én kamp i Nations League gruppe C, men alligevel kun blev nr. 3 efter Nordirland og Bulgarien.
Normalt spiller Vadim Pigas højre back, og brasilianeren Rai venstre back.
De er henholdsvis 23 og 24 år, mens en gruppe ældre stoppere slås om de to centrale pladser. Det er dog kun Sergey Politevich (34) og Aleksey Gavrilovich (34), der er med i Aserbajdsjan sammen med to teenagere fra B-truppen.
Aleksandr Selaya (32) – landsholdsspiller ligesom Pigas og Politevich - er et fast defensivt anker på central midt, ofte sammen med Vladislav Kalinin, som også kan spille i centerforsvaret, og på midtbanen ses som regel også russeren Daniil Kulikov og Nikita Demchenko.
Helt oppe foran har nigerianeren Steven Alfred haft patent på forward-positionen, men har dog ikke scoret i de seneste syv kampe og scorer heller ikke i morgen. Han udgik nemlig med en skade i mandagens guldkamp mod BATE og er ikke med i truppen, og en af de faste kantspillere, Pavel Sedko, er heller ikke med ifølge klubbens hjemmeside.
Alfred blev i mandags afløst af den erfarne 34-årige Vladimir Khvashchinskiy, der ellers kun har haft få indhop i efteråret, og alternativt får 18-årige Trofim Meinichenko måske chancen på toppen, afhængigt af hvordan Skripchenko blander kortene mellem de øvrige offensivspillere. Dmittriy Podstrelov starter ofte på en af kanterne, og ellers får typiske indskiftere som Gleb Zherdev og brasilianeren Pedro Igor måske chancen fra start.
Det finder vi ud af torsdag omkring 17.15, når holdene offentliggøres halvanden time før kickoff i Aserbajdsjan, som dansk tid er kl. 18.45 og lokal tid kl. 21.45.