Kampdag: Rapid Wien-FCK
Kampdagsquiz - se svarene nederst i artiklen
1. Hvilke tre nye spillere - der alle ankom til træningslejren i Østrig - fik uofficiel debut, da vi spillede træningskamp mod Rapid Wien i juli 2021?
2. Det er vores første kamp mod et østrigsk hold i de europæiske turneringer (bortset fra TOTO Cup) - hvilket af disse lande har vi endnu aldrig mødt hold fra: Estland, Malta eller Moldova?
3. Hvilke tre østrigske klubber er aldrig rykket ned, siden Bundesligaen blev indført i 1974/75?
4. I hvilken af disse turneringer har Rapid Wien har været i to finaler: Messeby-turneringen, UEFA Cup eller Europa Cup for pokalvindere?
5. Hvad hedder de to tidligere F.C. København-spillere fra Østrig, som tilsammen fik 31 kampe?
>> Tilskuerinfo til FCK-fans i Wien
De næste runder efter nytår
Teoretisk kan vi stadig nå Top 8, men chancerne er minimale, for vi er afhængige af mange andre resultater - ud over at vi selv skal vinde i Wien.
Det er dog lykkedes os at finde en kombination af resultater, som endda giver os en 6. plads - men prøv selv i UEFA’s simulator. Om ikke andet giver det en ide om uforudsigeligheden i den nye ligafase-struktur, hvor holdene nu ikke kun skal holde øje med den anden kamp i en fire-holds-gruppe.
Bemærk, at du kan klikke tilbage i runderne og lege mere "hvad nu hvis".
Sandsynligheden taler for, at vi - selv med en sejr - ender i midtergruppen fra nr. 9-24, men disse placeringer er ikke ligegyldige.
Først og fremmest får nr. 9-16 fordel af hjemmebane i den anden kamp i playoff-runden. Desuden seedes holdene også i 1/8-finalerne, hvor Top 8-holdene indtræder:
Playoff-runden
Kamp A: Nr. 9/10 møder nr. 23/24
Kamp B: Nr. 11/12 møder nr. 21/22
Kamp C: Nr. 13/14 møder nr. 19/20
Kamp D: Nr. 15/16 møder nr. 17/18
1/8-finalerne
Nr. 1/2 møder vinderen af kamp D
Nr. 3/4 møder vinderen af kamp C
Nr. 5/6 møder vinderen af kamp B
Nr. 7/8 møder vinderen af kamp A
Inden sidste runde er vi f.eks. nr. 16, og holder den placering, skal vi møde de bedst placerede fra den nederste halvdel (= nr. 17/18) - og vinderen skal i 1/8-finalen møde de bedst placerede fra Top 8 (nr. 1/2). Men hvem slutter hvor, og hvem er bedst eller dårligst at møde? Det er umuligt at forudsige.
Ved 23-tiden i aften ved vi i hvert fald, hvordan holdene slutter, for alle aftenens kampe begynder kl. 21.00. Og i morgen trækker UEFA lod til playoff.
Rapid har respekt
På Rapids pressemøde i går ærgrede deres tyske træner, Robert Klauss, sig selvfølgelig over, at de kun fik et point i de to seneste Conference League-kampe, for ellers havde de været et godt stykke oppe i Top 8 - i stedet for at ligge nr. 9.
"Vi kan ikke lave om på det, der er sket, og vi har stadig chancen for Top 8, og det vil være stort for os. Det er dejligt at slutte af med en hjemmekamp foran et næsten udsolgt stadion, men vi ved, at der venter en stor opgave."
De har selvfølgelig studeret FCK grundigt, og han sagde blandt andet, at vores hold er svært at regne ud, fordi vi har mange kvalitetsspillere og kan rotere og bringe forskellige profiler på de forskellige positioner.
Han bemærkede også, at FCK fokuserer mere på sit eget spil, mens Rapid har mødt flere hold, der indrettede sit spil på Rapid, så det giver nogle andre udfordringer, end de er vant til.
"Vi skal klart forbedre os fra kampen i torsdags (nederlaget til Omonia, red.), men det bliver en helt anden kamp mod en klart stærkere modstandere, så naturligvis skal vi præstere meget bedre," sagde han blandt andet.
Skotske dommere
Dommer: John Beaton
Linjedommere: Daniel McFarlane & David McGeachie
Fjerde dommer: Calum Scott
VAR & A-VAR: Kevin Clancy & Steven McLean
42-årige John Beaton fra Glasgow dømte også vores hjemmekamp mod FK Vardar i 2017 i Champions League Q3.
Kort og karantæner
Advarsler i ligafasen tæller videre i playoff og 1/8-finaler og nulstilles først til kvartfinalerne.
Karantæne: Ingen
Karantænefare FCK: Kevin Diks og Marcos Lopez ved næste advarsel
Karentænefare Rapid: Ingen
TV
Du kan se kampen på Disney+
Svar på kampdagsquiz
1. Kamil Grabara, David Khocholava og Kevin Diks
2. Estland
3. Rapid Wien, Austria Wien og Sturm Graz
4. Europa Cup for pokalvindere
5. Georg Margreitter (21 kampe i 2013/14) og Martin Pusic (10 kampe i 2017)
(Kilder: fck.dk, nipserstat.dk, uefa.com)