Fokus på Elche CF
Søndagens træningskamp mod Elche CF spilles kl. 12.30 på Estadio Martinez Valero i Elche, som ligger cirka 25 km vest for Alicante. Elche CF har valgt ikke at åbne stadion for tilskuere til kampen.
Klubben var senest i La Liga A i 2022/23, og efter sidste sæsons 11. plads i La Liga B kæmper de i denne sæson med om oprykning. De tabte dog terræn i går, da de tabte 0-3 ude mod et af de andre tophold, CD Mirandés, hvor Elche i øvrigt fik det tredje røde kort i de seneste fire kampe.
Vi har hele tiden vidst, at de spillede ligakamp om lørdagen, så holdet til søndagens kamp bliver med de spillere, der ikke var i kamp eller kun fik få minutter - og det afspejler sig også i vores trup til kampen.
To Superliga-navne og en eks-FCK'er
Man genkender enkelte navne i Elches 28-mands førsteholdstrup, bl.a. den tidligere FC Midtjylland-angriber Sory Kaba samt den tidligere Brøndby-spiller Elbasan Rashani, der er landsholdsspiller for Kosovo, men voksede op i Norge og spillede for Odds BK og Rosenborg.
Kaba spillede 90 minutter i går, mens Rashani sad på bænken - og kampen før afsonede han i øvrigt karantæne efter et af klubbens førnævnte røde kort, så han trænger måske til kamptræning i dag.
Går vi længere tilbage i tiden har vores egen Tobias Christensen spillet for Elche. Han spillede i Talentafdelingen, som dengang hed School of Excellence, og deltog i en del trænings- og reservekampe med førsteholdet, men nåede aldrig en officiel førsteholdskamp, inden han i sommeren 2014 skiftede til Elche.
Stadion
Elche CF ejer selv dagens kamparena, der rummer ca. 31.000 tilskuere på de grønfarvede tribuner, svarende til klubfarverne, som er hvid og grøn.
Stadionet blev indviet i 1976 under navnet “Nuevo Estadio del Elche CF” (dvs “det nye stadion”), og var et af de spanske stadioner, som lagde græs til VM-slutrunden i 1982 - bl.a. målorgiet Ungarn-El Salvador 10-1!
Det spanske landshold har spillet seks hjemmekampe på banen og vundet alle med en samlet målscore på 17-1.
I 1988 skiftede stadion navn til det nuværende, opkaldt efter den mangeårige klubpræsident Manuel Martinez Valero, som døde i 1983.
Inden det blev bygget spillede Elche CF på Estadio de Altabix fra 1926, som siden er revet ned og erstattet af boligblokke.
Stadion er renoveret i flere omgange, senest da klubben fejrede 100-års jubilæum i 2023, hvor de bl.a. fik helt nye omklædningsrum.
Elche CF har endnu større ambitioner om moderniseringer, som skal gøre stadion til et af “de mest moderne, sofistikerede og spektakulære sportsfaciliteter i spansk fodbold”, som det hedder i klubbens egne visioner.
Tidligere spanske træningsmodstandere
F.C. København har spillet to træningskampe mod spanske hold - og to kampe, som man bedre kan kalde opvisningskampe.
Træningskampene foregik begge i La Manga. I januar 2007 spillede vi 1-1 med Hércules de Alicante Club de Fútbol, der p.t. spiller i Primera Federácion, som er niveauet under La Liga B.
I februar 2009 slog vi FC Cartagena 2-0, og den klub træner lige ved siden de baner, vi har trænet på i La Manga - men er hjemmehørende i byen Cartagena, som ligger ca. 40 km vest for La Manga.
De to opvisningskampe var mod mere prominente modstandere. I oktober 1993 mødte vi Barcelona i Parken og tabte 2-3, og i juni 1995 mødte vi Real Madrid i Malaga og tabte 0-2.