Justitsministeren på besøg i Parken

Parken lagde i dag rammer til et møde, hvor justitsminister Peter Hummelgaard mødtes med F.C. København og Brøndby IF. I mødet deltog også fan-repræsentanter samt repræsentanter fra Divisionsforeningen, DBU og politiet.

Efter mødet var der interviews med pressen, og Justitsministeriet har orienteret om drøftelserne i denne pressemeddelelse:

- - - - -

Strakskarantæner, deling af videomateriale, investeringer i kamerateknologi og mærkbare konsekvenser ved forulempende adfærd overfor politi og personale.

Sådan lyder de nye tiltag, der præsenteres efter et møde mellem justitsministeren og fodboldens aktører. Derudover slår Divisionsforeningen fast, at der ikke vil være udebanefans til derbys mellem Brøndby IF og F.C. København resten af sæsonen.

Inden længe ruller bolden igen i Superligaen, og i dag har justitsminister Peter Hummelgaard holdt møde med fodboldens aktører og politiet for at fortsætte drøftelserne om nye tiltag og værktøjer, som skal tages i brug for at imødegå de fodbolduroligheder, der prægede efterårssæsonen.

Justitsministeren er på baggrund af den seneste tids drøftelser med fodboldens aktører og politiet klar med de første tiltag. Det handler for det første om at give politiet mulighed for at meddele en strakskarantæne, så der gives en foreløbig karantæne, mens politiet behandler den endelige sag vedrørende en overtrædelse, der giver national karantæne.

På den måde undgås det, at personer, der f.eks. har begået vold og hærværk forud for en fodboldkamp, stadig sidder på tribunen om søndagen.

For det andet lægger ministeren op til, at en fodboldklub under visse betingelser skal kunne dele optagelser fra tv-overvågning med en anden klub. Disse initiativer skal gøre det nemmere for klubberne at identificere og forhindre hooligans i at komme ind på stadion.

Brøndby IF og FCK har nu begge tilladelse til brug af ansigtsgenkendelse og har begge investeret massivt i kameraovervågning, herunder opgradering af både hardware og software.

Divisionsforeningen har desuden ansøgt Datatilsynet om tilladelse til at udrulle ansigtsgenkendelse til de resterende i klubber i Superligaen.

Divisionsforeningen har på dagens møde slået fast, at forbuddet mod udebanefans til derbys mellem Brøndby IF og FCK vil gælde resten af sæsonen.

Derudover har Divisionsforeningen på mødet skærpet konsekvenserne ved forulempende adfærd overfor politi og personale. Forulempelse eller medvirken til forulempelse af både politi og personale på eller udenfor stadion vil medføre minimum 2 års klubkarantæne. I alvorligere tilfælde kan en klubkarantæne meddeles for en 4-årig periode. Udover karantæne pålægges en afgift på 5.000 kr. eller 10.000 kr.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

"Det er komplet meningsløst, at man kan rasere en beværtning eller en butik tæt på stadion dagen inden en fodboldkamp, og så møde op på stadion dagen efter, som om intet var hændt."

"Derfor foreslår vi, at der skal kunne gives en strakskarantæne, og at klubberne skal have mulighed for at dele tv-overvågning af disse fodboldtosser med hinanden. Jeg vil også gerne kvittere for de tiltag, vi har set fra klubbernes side, for det viser, at alle aktører er villige til at tage ansvar."

"Jeg mener i den forbindelse også, at det er en klog beslutning fra Divisionsforeningens side, at kampe mellem Brøndby IF og FCK vil spilles uden udebanefans i resten af sæsonen. Kampen mod hooliganismen kommer til at fortsætte, og vi stopper ikke, før det igen er roligt og trygt at være på stadion."

Peter Hummelgaard
Justitsminister Peter Hummelgaard


Divisionsforeningens formand Claus Thomsen siger:

"De initiativer ministeren vælger at sætte i gang allerførst er utrolig velvalgte, fordi de lige præcis sigter på, at vi kan identificere de personer med skadelig opførsel på og udenfor stadion – og kan målrette vores indsats mod dem. Det hænger rigtig godt sammen med en etablering af ansigtsgenkendelse hos alle 3F Superliga klubber."

CEO i F.C. København Jacob Lauesen siger:

"Vi har investeret et stort millionbeløb i at installere ansigtsgenkendelse i Parken. For at systemet skal fungere, kræver det, at mange flere bliver registreret i hooliganregistret."

"Ministerens initiativer bidrager til lige netop dette, og derfor bakker vi fuldt ud op om de lovændringer, der lægges op til. Initiativerne er resultatet af et godt samarbejde, som vi ser frem til at fortsætte, så endnu flere initiativer kommer til."

Jacob Lauesen
Jacob Lauesen


Administrerende direktør i Brøndby IF Ole Palmå siger:

"Vi har i Brøndby IF i de seneste måneder igangsat investeringer for adskillige millioner for at øge sikkerheden til vores kampe og vi har haft en rigtig god dialog med Justitsministeriet og myndighederne, hvor der er enighed hele vejen rundt om bordet om, at de få ikke skal ødelægge det for de mange."

"Vi ønsker, at dem som ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, tildeles karantæner, så de ikke får adgang til stadion."

Justitsministeren forventer i den kommende folketingssamling at fremsætte et lovforslag, der vil have til formål at implementere forslaget om tildeling af strakskarantæne og deling af tv-overvågning. Justitsministeren forventer at præsentere yderligere initiativer senere på året.