Rasmus Falk

Falk tilbage i kamp: På vej derhen, hvor jeg skal være

Rasmus Falk var tilbage i kamp, da OB var på besøg i mandags til en træningskamp. Her blev det til 56 minutter for vores nummer 33, som var glad for at være på banen igen. 
 
”Det var dejligt. Det var skønt at spille lidt bold igen, så det var en god oplevelse.” 
 
”Jeg har trænet med de sidste to ugers tid og har følt, at det går i den rigtige retning. Det var fedt at spille en fodboldkamp, og det var dejligt at være med omkring det igen.” 
 
”Tilstanden er god. Jeg har det godt. Jeg er frisk, og jeg føler, at jeg er på vej derhen, hvor jeg skal være, og mod det niveau, som jeg jagter. Men der er selvfølgelig noget vej endnu, når man ikke har spillet en Superliga-kamp siden august måned.” 
 
Falk var med på bænken i opgørene mod Randers og i kampen mod Heidenheim på hjemmebane, og han glæder sig over begyndelsen på foråret. 
 
”Vi har fået det vi skulle have. Vi er videre i Conference League og ligger nummer et i Superligaen, så lad os holde det sådan.”