
Kampdag: FCK-AGF
Kampdagsquiz - se svarene nederst i artiklen
1. Indtil i torsdags havde to FCK-spillere været på banen i alle årets turneringskampe, men nu er det kun én. Hvem er de to?
2. Hvor mange gange har AGF været i Mesterskabsspillet (inkl. denne sæson), siden det blev indført i sæsonen 2020/21?
3. Hvilke spillere fra Costa Rica har spillet i F.C. København?
4. Hvilke to FCK-spillere, begge udlændinge, har lavet hattrick mod AGF?
5. Hvilken eks-FCK'er gemmer sig bag disse oplysninger:
- Han debuterede for FCK i Frankrig
- Han spillede U-landskampe for en europæisk nation, og A-landskampe for en centralafrikansk
- Han skiftede fra F.C. København til Charlton Athletic
- Han er stadig aktiv - og spiller på hold med bl.a. Alvaro Santos

Flotte tilskuertal mod AGF
Siden vi fik fuld tilskuerkapacitet efter Covid, har vores seks hjemmekampe mod AGF i gennemsnit trukket 27.800 tilskuere - og alt tyder på, at snittet bliver højere efter i aften, hvor der er udstedt over 30.000 pladser - heraf ca. 1.500 til AGF's udeafsnit på D1 og D2.
Der var flest tilskuere den 21. maj 2023, hvor 32.013 så os vinde 4-3, og færrest i december 2023, hvor 24.675 så AGF vinde 2-1.
>> Tilskuerinfo med åbningstider m.m.

Korte facts
Det er to af Superligaens tre ældste hold, der mødes i dag: AGF’s snit-alder denne sæson er 28 år 348 dage, og vores er 26 år 156 dage. Randers ligger lige i mellem med 26 år 265 dage.
Kun én af vores 30 seneste AGF-kampe er endt 0-0. I Parken er det ikke sket i 13 år.
Hvis Patrick Mortensen scorer i dag, har han scoret i syv Superliga-udekampe i træk - det højeste, siden Opta begyndte at samle data i 2008-09.
Mortensen er AGF’s topscorer mod os med seks mål i 19 kampe - vores topscorer, Todi Jónsson, var mere effektiv i sine 14 kampe mod AGF, hvor han scorede otte gange, heraf tre gange som dobbelt målscorer. To gange i mesterskabssæsonen 2000/01 (sejre på 3-0 og 4-0), og én gang i 2003 (4-0-sejr).

Nostalgi
I dag for præcis 30 år headede Diego Tur et Lars Højer-hjørne i mål til 1-1 mod OB - to af klubbens nuværende ansatte i henholdsvis Scouting-afdelingen og Salgsafdelingen.
Det var blot Diegos andet mål i 77 FCK-kampe - det første scorede han i et år tidligere, også i en 1-1-kamp mod OB i Parken.
”Benny (Johansen, red.) nåede lige at sige til mig, at jeg skulle stille mig ved forreste stolpe, ellers havde jeg ligget og rodet ude i feltet”, sagde Diego bagefter til B.T.

Dommerne
Dommer: Jakob A. Sundberg
Linjedommere: Deniz Yurdakul & Victor Skytte
Fjerde dommer: Jesper Nielsen
VAR & A-VAR: Jonas Hansen & Amir Sabic
Kort og karantæner
Karantæne: Diant Ramaj og Andreas Cornelius
Karantænefare FCK: Victor Froholdt og Rodrigo Huescas ved næste advarsel, samt Elias Achouri hvis den giver mindst fire strafpoint.
Karantænefare AGF: Mads Emil Madsen, Mikael Anderson og Tobias Bech ved næste advarsel samt Eric Kahl, hvis den giver mindst seks strafpoint
TV
Du kan se kampen på TV3+ & Viaplay
Svar på kampdagsquiz
1. Victor Froholdt (alle) og Magnus Mattsson (alle undtagen i torsdags)
2. Fire gange (= hver sæson undtagen 2021/22)
3. Christian Bolanos, Bryan Oviedo og Christian Gamboa
4. César Santin i 2010, og Orri Óskarsson i 2024
5. Igor Vetokele, p.t. i belgiske Lommel SK - der også har en 19-årig spanier ved navn Alvaro Santos. Vetokele FCK-debuterede mod LOSC Lille og spillede U-landskampe for Belgien, og A-landskampe for Angola.
(Kilder: fck.dk, nipserstat.dk, superstats.dk, OPTA/StatsPerform, B.T.)