Ståle: - Flot kamp på højt niveau

Ståle: - Flot kamp på højt niveau

Det siger sig selv at Ståle Solbakken var tilfreds med resultatet, når man netop har besejret et hold som OB, der både er svære at score mod og svære at besejre. OB havde inden dagens opgør holdt målet rent i syv kampe og kun tabt en enkelt kamp i SAS Ligaen:

 

- De første 10 minutter starter vi rigtig godt, men så går vi lidt ned de næste 20-25 minutter, hvor OB kommer ind i kampen og får overtaget. Vi har bl.a. for lang afstand mellem de to forreste og midtbanen, og det forstår OB at udnytte. Men efter pausen spiller vi rigtig godt mod et fysisk stærkt mandskab, som altid er svære at spille mod. Alt i alt synes jeg det var en flot kamp på et højt niveau af begge hold med et højt tempo og meget godt spil.

 

Allbäck startede på bænken
Atiba Hutchinson og Marcus Allbäck fik inden dagens kamp overrakt blomster for at have rundet deres kamp nr. 100 for F.C. København. Sidstnævnte var i onsdags med til at sparke Sverige til EM næste sommer, og derfor var det måske lidt overraskende, at han ikke var at finde i dagens startopstilling.

 

- Nu så jeg jo den æresrunde, han tog efter kampen i onsdags, og de har sikkert også været ude og fejre sejren, jokede Ståle og fortsatte: - Nej, jeg kender Mackans krop, og han spillede 90 minutter for fuld damp, så jeg vurderede at det var bedre at han startede ude i dag, så han var frisk, når kampen skulle afgøres i stedet for at have tunge ben.

 

Samme Mackan havde i øvrigt travlt efter kampen med at hilse på en busfuld ledere fra hans barndomsklub Örgryte IF, som var en tur i København som belønning for sæsonens frivillige arbejde i den svenske klub. Mens han stillede op til fotos og autografer, var cheftræneren fortsat i det afslappede hjørne, da pressen ville vide, om Brede Hangeland egentlig ikke havde scoret for sjældent, siden han kom til klubben:

 

- Nej, før han kom scorede han aldrig! Check statistikken for Viking Stavanger, så tror jeg kun han scorede selvmål, og nu har han allerede scoret to gange i denne sæson, så han er jo næsten vores topscorer, svarede Ståle med selvironisk hentydning til, at mestrene har haft lidt svært ved at finde netmaskerne her i efteråret.

 

Bekymringer om Grønkjær
Til gengæld var der bekymrede miner hos Ståle, da han skulle vurdere konsekvenserne af en eventuel skadespause til Jesper Grønkjær.

 

- Nu må vi først lige se, hvor slemt det er, men det vil være et rigtig skidt tidspunkt nu, hvor vi står foran de vigtige kampe i Europa. I forvejen må vi undvære Silberbauer resten af året, så vi har ikke lige brug for flere skader, sagde Ståle.

 

Læs flere udtalelser om kampen her.