Godt vejr og godkendt trøje
Efter at have oplevet Oslo grå og regnfuldt hele onsdagen, stod F.C. Københavns spillere i dag op til en næsten skyfri himmel, 18 grader og høj sol.
Altså mere eller mindre perfekte forhold før aftenens UEFA Cup-kamp mod Lillestrøm på Åråsen Stadion. Spillerne spiste klokken 9.45 morgenmad og tog sig efterfølgende en gåtur i Oslos gader.
Når F.C. Københavns spillere løber på banen torsdag aften bliver det for tredje gang i sæsonen i den nye, hvide Europa Cup-dragt. I forhold til de første to kampe er der dog én markant forskel på trøjen: Grundet norsk lovgivning er det ikke tilladt at reklamere for produkter der relaterer til alkohol. Derfor må Carlsberg vie pladsen på spillernes bryst.
Bryggerigiganten har dog i samarbejde med F.C. København fået godkendt en trøje der er tilladt i det norske. Torsdag aften vil Løverne derfor spille med Kildevæld på brystet, og ved dagens organisationsmøde blev trøjen endeligt godkendt til brug i UEFA’s turneringer.
Her blev det også oplyst, at Lillestrøm forventer mellem 4.000 – 5.000 tilskuere til aftenens kampen hvoraf cirka 150 vil være fra København. F.C. Københavns samarbejdspartnere og flere fans tog onsdag aften turen med Oslo-båden til Norge og ankom her til morgen. Det samme gjorde F.C. København Fan Club, der har arrangeret bustur til Lillestrøm.
>>> Se klip fra onsdagens træning her, hvor Michael Mio blandt andet fremviser aftenens kamptrøje
Vejret i Oslo - torsdag formiddag
Foto: FCK.DK / Daniel Rommedahl