Hjalte: – Der er fuld knald på!

Klubbens anfører ser tilbage på de første par ugers træning efter vinterferien, og frem mod det spændende forår. Med udsigt til UEFA Europa League-kampen i PARKEN mod Olympique Marseille allerede om 24 dage, kan Hjalte Nørregaard rapportere at stemningen er rigtig god til træning.

 

- Ja, stemningen er god.. men det er den altid herude, starter Hjalte, mens han spiser en stor portion kylling og spaghetti sammen med resten af truppen efter et meget koldt træningspas på Nummer 10.

 

- Vi er så privilegerede at vi har en rigtig god træningsbane med varme i, så vi har trænet på græs siden vi kom tilbage fra ferie. Vi ved at januartræningen er en periode man bare skal igennem, og at det først er senere at vi fokusere mere på modstandere og kampe. Men man kan se at folk allerede er i rigtig god form og man kan tydeligt mærke at os spillere har brugt vores ferie fornuftigt, så intensiteten til træning er allerede høj og der er fuld knald på, fortsætter Nørregaard.

 

Mens klubbens fans ser frem med længsel til kampen mod Marseille den 18. februar og jagten på mesterskabet, har spillerne en lidt anden fokus lige nu.

 

- Det er helt sikkert, at det betyder utrolig meget at vi har disse to kampe i februar at se frem til, og vi har også erfaring fra sidste år så vi ved hvad vi går ind til. Men lige nu handler det om at træne rigtigt, skærpe sig og komme op i den fysiske form som vi skal være i, konstaterer anføreren.

 

…Og Hjaltes egen form?

 

- Jeg synes selv jeg er i rigtig god form allerede nu! Jeg har lige lavet den måske bedste bip-test jeg nogensinde har lavet, så det ser fornuftigt ud. Vi er selvfølgelig klar over at det er en kort og kompakt forårssæson, så vi vil meget gerne komme godt ud af starthullerne, så vi kan lægge pres på de øvrige hold, siger Hjalte.

 

Selv om hverdagen er fyldt med fysisk krævende træning og tests frem mod næste uges træningslejr i Spanien, falder snakken alligevel igen tilbage på Marseille-kampene.

 

- Det vil altid være en lille ulempe at vi ikke har så mange kampe i benene som Olympique Marseille, når vi møder dem i næste måned, men sådan er forholdene bare og det kan vi ikke lave om på. Næste uge skal vi ned til Spanien og møde nogle gode modstandere på gode baner og når vi kommer tilbage vil vi være helt klar, lover Hjalte Nørregaard med seriøsitet i stemmen.

 

 

Anfører Nørregaard ser frem mod et spændende forår, der skydes i gang med Olympique Marseille i PARKEN den 18. februar...
Foto: Lars Rønbøg / Sportsagency.dk