Ståle: - Vi trives fint med presset
Ståle Solbakken indledte dagens pressemøde med en stor hyldest til Hjalte Nørregaard, der forlader F.C. København efter denne sæson.
– Jeg vil huske ham som en af mine bedste og mest loyale spillere, og jeg er ked af, at han ikke kan få den afslutning på sin karriere i klubben, som han havde ønsket. Men jeg er sikker på, at fansene vil give ham en fantastisk hyldest før kampen i morgen, og det fortjener han virkelig, sagde Ståle Solbakken, inden han gik over til at tale om morgendagens opgør mod Panathinaikos.
- Efter de to Barcelona-kampe faldt vi lidt i niveau i Superligaen, men vandt stadig og spillede en enkelt uafgjort i SønderjyskE, men så tog vi til Rusland og spillede en rigtig god kamp i Kazan, hvor vi burde have haft mindst det ene point, og siden har vi også spillet to gode kampe i ligaen. Vi er stærke, vi skaber chancer, vi scorer mål, og vi er solide defensivt. Der er derfor ingen grund til, at vi ikke kan spille en god kamp igen i morgen, selv om vi møder et godt hold, der kommer med deres stærkeste trup.
Som bekendt har Panathinaikos kun æren at spille for, men det er ikke nødvendigvis en fordel for københavnerne, der med en sejr kan afgøre det hele selv:
- Det er altid farligt mod hold, der ikke har noget at spille for. De kan spille frit, og det kan gå begge veje for dem, og så er der jo også en sejrsbonus på 6 millioner på spil, bemærkede Ståle, der dog trives fint med det forventningspres, der hviler på hans og spillernes skuldre.
- Presset var nok større inden kampene mod BATE Borisov og Rosenborg, fordi det var så vitalt for klubben at komme i Champions League, især efter skuffelsen mod APOEL sidste år. Og vi trak endda de sværest mulige modstandere i kvalifikationskampene, men vi håndterede presset godt og kvalificerede os. Men når vi nu er nået så langt, er det nok den vigtigste kamp nogensinde, fordi vi kan skrive historie ved at kvalificere os til 1/8-finalerne i Champions League. Det betyder, at presset på os er stort, men sådan skal det være i en klub som F.C. København, og jeg kan godt lide, det er sådan. Presset er på mange måder større end i midterklubber i f.eks. Tyskland og Holland, hvor der ikke er samme forventning om at vinde hver gang og kvalificere sig til Europa hvert år. Det forventer man af os, selv om vi ofte møder klubber, der har et spillerbudget, der er 5-6 gange større end vores.
Vanen tro ville Ståle ikke røbe for meget om morgendagens startopstilling, men han bekræftede dog, at Mikael Antonsson er klar til at spille fra start, og at Martin Vingaard også er fit for fight. De to spillere udgik allerede i 1. halvleg af lørdagens kamp mod Esbjerg fB. Men hvordan de 11 pladser i startopstillingen fordeles, må vi vente med at se til en time før kick-off tirsdag aften.
Efter pressemødet var der traditionen tro også et par kommentarer fra spillerne, og anfører William Kvist sagde:
- Vi er ikke bange for presset, for vi kan lide det - og vi vil gerne spille de store vigtige kampe - og vi klarede det jo også ganske godt i de to afgørende kampe mod henholdsvis BATE og Rosenborg. Kampen i morgen bliver en anderledes kamp end i Athen, for vi kommer til at presse dem mere, og det skulle de ikke være vant til dernede fra. De kan ikke gå videre, men måske det så får dem til at spille med mere frie tøjler - men når det kommer til stykket, så tror jeg, at vi har mere at spille for på de sidste par meter. Vi viste mod BATE, Rosenborg og Barcelona at vi herhjemme i PARKEN har styrken - og jeg tror ikke vi får gummiben. Vinder vi 2-0, så vil det være helt fint!
Den sikre sidste skanse, svenske Johan Wiland tilføjede:
- Det bliver en meget vigtig kamp for klubben, men gør vi som vi plejer og spiller vores eget spil, så har vi gode chancer for at vinde kampen. Jeg får nok Antonsson foran mig, og det er godt, for ham er jeg vant til - og det er en god følelse at have ham i midterforsvaret. Jeg satser på en god stemning i PARKEN - og supporternes støtte kan blive meget vigtig for os.
Mikael Antonsson tror både på en fantastisk stemning – og på at sejren kan komme først som sidst:
- Jeg regner med en fantastisk stemning i PARKEN, og med at vi atter får en fantastisk støtte fra tribunerne. Godt nok har Panathinaikos ingen chance i puljen, men de kommer med en ny træner, og mon ikke de spillere der starter inde, vil gøre alt hvad de kan for at overbevise den nye træner om, at de skal have chancen i deres næste kamp. Jeg håber vi får et tidligt mål, og dermed får dem til at miste lidt intensitet. Omvendt ved vi også, at selvom den står 0-0 efter 89 minutter, så kan vi stadig nå at vinde kampen.
Mathias Zanka Jørgensen håber på en god juleferie, både for truppen – men også for tilhængerne af Byens Hold:
- Jeg glæder mig til kulminationen på efterårssæsonen, og får vi det rigtige resultat, så kan vores juleferie blive rigtig god. Hvis vi skal slå Panathinaikos, så skal vi holde tempo og samtidig være kyniske. Der bliver forhåbentlig en fed stemning her i PARKEN, og det kan ende med at være en rigtig stor aften - både for os spillere, men også for klubbens fans!
Fotos: Sportsagency.dk