Sidste hurdle er fra Tjekkiet
SIDSTE HURDLE ER FRA TJEKKIET
Så er
vi der igen! Foran den sidste dør ind til gruppespillet i UEFA Champions
League, og hvor det sidste år var nordmænd der skulle besejres, så er
det denne gang tjekkiske FC Viktoria Plzen der skal besejres, hvis
ønsket om endnu et gruppespil i Champions League skal gå i opfyldelse.
Af Jan Eliassen
I
1911 blev den første sten til FC Viktoria Plzen lagt, om end klubben
dog dengang fik navnet SK Viktoria Plzen. Det navn holdt knapt40 år, så
skiftede klubben navn til Sokol Škoda Plzen, og i de efterfølgende år
var navneskift åbenbart på mode, for tirsdagens modstandere nåede også
at hedde Sokol ZVIL Plzen, DSO Spartak LZ Plzen og TJ Spartak LZ Plzen
inden 1965, hvor klubben så fik navnet TJ Škoda Plzen – et navn der blev
beholdt helt frem til 1993, hvor det nuværende navn – FC Viktoria Plzen
– så blev taget i brug.
Mange klubnavne, men knapt så mange
titler – men i og med at F.C. København og FC Viktoria Plzen mødes i den
såkaldte ”champions path” i kvalifikationen til gruppespillet i UEFA
Champions League, så siger det sig selv, at FC Viktoria Plzen er de
regerende tjekkiske mestre. Men mesterskabet er deres allerførste – og
blev altså vundet i det år, hvor klubben kunne fejre sit 100-års
jubilæum.
Udover det enlige mesterskab, så har FC Viktoria Plzen
også vundet den tjekkiske pokalturnering i 2009/10 samt den tjekkiske
Supercup her i 2011, da de slog FK Mladá Boleslav efter forlænget
spilletid og straffesparkskonkurrence.
Ydermere har FC Viktoria
Plzen også vundet den tjekkiske pokalturnering i 1970/71. Sejren gav
Plzen en plads i den ” Tjekkeslovakiske Cup-finale”, hvor de skulle møde
Cup-vinderen fra den slovakiske del af Tjekkoslovakiet. I finalen
mødtes Plzen og Spartak Trnava, men slovakkerne viste sig med en 2-1
sejr i den første kamp, og en 5-1 sejr i returkampen, at være noget
stærkere end FC Viktoria Plzen.
Det første mesterskab til FC Viktoria Plzen
FC
Viktoria Plzens første mesterskab blev vundet med kun et enkelt points
forspring til Sparta Prag. Plzen formåede at hente 69 point i løbet af
sæsonens 30 kampe, og det var lige akkurat nok til at hjemtage titlen
for næsen af Sparta Prag.
Tirsdagens modstandere viste sig
gennem hele sæsonen som en værdig mester, og klubben var både bedste
udehold og bedste hjemmehold, om end Sparta Prag indsamlede lige så
mange point på hjemmebane som Plzen. Sæsonens 15 hjemmekampe i Gambrinus
ligaen førte til 11 sejre og fire uafgjorte – og på udebane måtte Plzen
blot tre gange forlade banen som tabere. De 12 øvrige udekampe endte
med 10 sejre og to uafgjorte.
Umiddelbart så er FC Viktoria
Plzens farligste spiller Daniel Kolar, deres topscorer fra sidste sæson,
hvor han scorede 13 ud af Plzens 70 ligemål. I denne sæson har Daniel
Kolar endnu ikke scoret i ligaen, men har til gengæld scoret fire mål i
deres fire europæiske kampe. Samme antal mål er Marek Bakos noteret for i
de to første kvalifikationsrunder – men derudover virker det som om, at
Plzen fordeler deres scoringer på mange forskellige spillere.
FC Viktoria Plzen i denne sæson
Den
bedste række i Tjekkiet, Gambrinus Liga, har i lighed med Superligaen
allerede været i gang i nogle uger. Men hvor F.C. København er kommet
godt i gang med titelforsvaret, så er det gået knapt så godt for FC
Viktoria Plzen, idet status efter de tre første kampe er en sejr, en
uafgjort og et nederlag, hvilket placerer dem på ligaens 8. plads.
Titelforsvaret
blev skudt i gang med 2-2 på hjemmebane mod Liberec, og det blev så
efterfulgt af et 1-2 nederlag til Bohemians – et klubnavn der åbenbart
er populært i lande hvor F.C. København skal møde mesteren, idet irske
Shamrock Rovers også mødte en klub med navnet Bohemians…
FC
Viktoria Plzen kunne dog være på rette vej, idet de her i weekenden slog
Templice med 2-0, og dermed fik fuldstændig samme optakt til kampen som
F.C. København fik med deres 2-0 sejr over FC Midtjylland.
Hvor
F.C. København kun har været igennem en kvalifikationsrunde (den 3.
runde), så har FC Viktoria Plzen spillet to kvalifikationsrunder, idet
de indtrådte i turneringen allerede i 2. kvalifikationsrunde. Her var
modstanderen armenske FC Pyunik, og de voldte ikke Plzen det store
besvær, idet FC Pyunik blev besejret med sammenlagt 9-1.
I 3.
kvalifikationsrunde var modstanderen så Rosenborg BK, og igen klarede
Plzen sig forholdsvis sikkert igennem til næste runde. I det første
opgør på Lerkendal Stadion i Trondheim vandt tjekkerne med 1-0, og ugen
efter sikrede de sig en plads i playoff-runden ved at slå Rosenborg en
gang til, denne gang med 3-2.