Roland: - Vi har stadig en chance
Med dagens 1-3 nederlag til de tjekkiske mestre fra FC Viktoria Plzen, så siger det næsten sig selv, at ikke alt forløb som det skulle. Men på trods af nederlaget, så var Roland Nilsson stadig tilfreds et stykke hen af vejen – og han tror da også på, at det i returkampen kan lykkes at vende slagets gang.
Af Jan Eliassen
Roand Nilsson havde efter kampen disse kommentarer på pressemødet:
- Vi havde en god balance i holdet – lige indtil de kom på 1-0. Her går vi nok lidt i panik og taber vores eget spil – for vi skulle selvfølgelig havde gjort som vi plejer, altså være kommet stille og roligt tilbage i opgøret. Jeg stillede med den ekstra midtbanespiller for at få den gode balance på holdet, og havde så håbet vi kunne score et par stykker og samtidig holde nullet. Det ville jo have betydet, at vi havde haft et godt resultat med os efter hjemmekampen.
- I en kamp som i dag, så skal hele holdet spille godt – og det gjorde vi også i de første 45 minutter. I 2. halvleg starter vi lidt langsomt, og så kommer de på 1-0. Det var nok kampens vigtigste situation, for efter det taber vi som sagt hovedet en smule, vi går lidt i panik – for vi havde jo ellers god kontrol helt frem til dette mål.
Selv om 1-3 ikke er det bedste udgangspunkt, så er Roland Nilsson dog stadig fortrøstningsfuld:
- Ingen tvivl om at returkampen bliver meget svær, for vi ved jo, at vi skal score tre mål dernede. Men vi tror naturligvis på det, for så længe der stadig er en kamp at spille, så har man også chancen for at gå videre.
Den svenske cheftræner blev spurgt om det havde nogen betydning, at kampen ikke skulle spilles på Plzens sædvanlige hjemmebane, men i hovedstaden Prag:
- Hvad der er vigtigt er, at der venter os en returkamp i Tjekkiet, og om det bliver i Prag eller i Plzen at kampen spilles, betyder ikke så meget for os. Det der betyder noget er, at vi har en kamp af 90 minutters varighed – for det er lig med, at vi stadig har en chance for videre avancement.
En af de spillere der kom ind og forsøgte at vende slagets gang var Johan Absalonsen. Han havde denne kommentar til dagens opgør og til returkampen i Tjekkiet:
- Jeg er skuffet, specielt fordi vi startede fint. Vi havde styr på det i 1. halvleg – men i 2. halvleg var det så desværre dem der scorede først. Det ramte os nok lidt hårdt, for vi følte, at det var os der havde fortjent at score det første mål. Tjekkerne var gode på kontraerne og var skarpe oppe foran – og ingen tvivl om at vi står foran en stor opgave i Tjekkiet. Vi ved vi skal score tre mål, så vi kommer til at skulle kreere nogle chancer dernede – men det ved vi også godt at vi kan!
Mathias Zanka Jørgensen: Selvfølgelig tror vi på det
- Vi spiller egentlig en fin 1. halvleg, men efter at de så kommer på 1-0, så er det dem der styrer løjerne. Opstillingen i dag er der ikke noget at sige til, det er den samme som vi havde succes med sidste år – altså med den hængende angriber. Jeg er da ikke tilfreds med dagens præstation, vi traf nok nogle forkerte beslutninger – og så kan man tabe kampe. Men der er naturligvis stadig noget at spille for, og selvfølgelig tror vi på, at vi kan få det rigtige resultat i land dernede.
Sölvi Ottesen: Vi skulle nok have scoret først
- Jo, jeg er nok skuffet over selve resultatet, og jeg må nok også erkende at jeg desværre var så uheldig, at jeg lavede selvmålet til 0-1. Til gengæld fik jo heldigvis også scoret et godt mål i den rigtige ende. Jeg følte vi var et bedre hold end dem, men de var et meget godt hold – og vi skulle nok have scoret først i dag, hvis vi skulle have vundet opgøret.
Pierre Bengtsson: Vi må gøre alt hvad vi kan
- Det er ikke noget godt resultat, det siger jo næsten sig selv, når man hjemme lukker tre mål ind – og så kun scorer et enkelt mål selv. Men chancen er der stadig, og nu må vi så gøre alt hvad vi kan for at vende kampen til vores fordel dernede.
Morten Nordstrand: De straffede os hårdt
- Helt godt er det ikke når man lukker tre mål ind og selv kun scorer et enkelt mål. Jeg synes vi var det bedste hold, selvom det ikke lyder så godt nu hvor vi har tabt med 1-3. De straffede os hårdt, får to dumme mål og scorer så også et rigtig flot mål – men nu ved vi hvad vi skal gøre i Tjekkiet: Vi skal levere en rigtig god præstation, og så må vi se hvad der sker…