Status fra Tjekkiet
Vi nærmer os så småt aftenens kamp på Stadion Eden i Prag, hvor F.C. København skal forsøge at hente et 3-1-nederlag til FC Viktoria Plzen fra den første kamp i PARKEN for en uges tid siden. Det bliver absolut ikke nogen let opgave til trods for at spillerne har fået en optimal opladning til kampen indtil nu.
Vejret i Prag er fantastisk med over 30 grader og skyfri himmel. Roland Nilsson og co. har derfor blandt andet benyttet onsdagen på at tage spillerne med på en gåtur og drøfte aftenens kamp både mentalt og taktisk. Klokken 17.15 bliver det til et let måltid, klokken 18.30 er der taktikmøde og klokken 18.45 er der busafgang mod stadion. Alle spillere der er med hernede er i øvrigt helt fit for fight.
I formiddags blev der afholdt det obligatoriske organisationsmøde mellem klubberne, UEFA og de offentlige instanser. På mødet kunne parterne blandt andet berette at der er udsolgt til aftenens kamp, og der forventes godt 500 FCK-fans på plads på Stadion Eden. F.C. København stiller som tidligere nævnt op i den nye limegrønne kampdragt mens FC Viktoria Plzen spiller i deres normale rød/blå dragter.