De hvide vandt i PARKEN

Vorskla fik ikke den bedste optakt

VORSKLA FIK IKKE DEN BEDSTE OPTAKT

Onsdag aften skal F.C. København forsøge at holde liv i håbet om europæisk fodbold til foråret. Hvis dette skal lykkes, så skal Vorskla Poltava besejres, og med tanke på hvorledes Vorskla klarede sig i den forgangne weekend, så er der muligheder for den københavnske offensiv.

Af Jan Eliassen
Da F.C. København i midten af september måned mødte FC Vorskla Poltava for første gang, da lå klubben på en 5.plads hjemme i den ukrainske Premier League. Dette er ikke længere tilfældet, for Vorskla har i de ni ligakampe, de har spillet siden gruppespillets første kamp, blot hentet to sejre og spillet tre kampe uafgjort. Det betyder at fire ligakampe er tabt, og derfor er onsdagens modstander raslet ned på 9. pladsen, hvor de nu er 23 point efter Dynamo Kiev på 1. pladsen – men dog har et hul på hele 11 point til nedrykningsstregen.

Vorsklas defensiv havde i de første 17 spillerunder blot lukket 20 mål ind, men i den netop overståede weekend gik det helt galt. Her mødte Vorskla på udebane Metallurgh Donetsk, og de to klubber lå inden opgøret side om side i tabellen med 23 point hver. Det gør de ikke længere, for Metallurgh Donetsk vandt sikkert. Da de første 45 minutter var spillet, kunne Metallurgh Donetsk gå til pause med en 3-2 føring, og i 2. halvleg blev denne føring så udbygget til en sejr med tenniscifrene

6-3.

Så der er tegn på problemer i Vorsklas defensiv, og de huller må vi så håbe, at N’Doye, Santin og den øvrige løvetrup også kan finde onsdag aften.

Lutter hjemmebanenederlag i gruppespillet
Der er spillet fire runder i Europa Leagues gruppe B, og Vorskla Poltava ligger sidst i gruppen med blot et enkelt point. Det enlige point blev hevet i land i 3. runde, hvor de på Stade Maurice Dufrasne i Liége fik 0-0 med hjem.

I 1. runde var Vorskla taget til København, og her var det Løverne der vandt opgøret med 1-0. Kampens enlige træffer blev sat ind på straffespark af Morten Nordstrand, efter at Johnny Thomsen var blevet nedlagt i feltet af Kurilov små ti minutter inde i 2. halvleg.

Runden efter fik Vorskla besøg af Hannover 96, og endnu engang optrådte Kurilovs navn i kamprapporten, denne gang dog som målscorer. Desværre for Vorskla, så scorede han først efter at tyskernes Mohammed Abdellaoue og Christian Pander havde bragt gæsterne foran 2-0. Kampen endte med en 2-1 sejr til Hannover 96.

Vorskla Poltavas seneste kamp i Europa League var deres hjemmekamp mod Standard Liége, og endnu engang kom Kurilov på måltavlen. Denne gang bragte han Vorskla foran 1-0, men det endte alligevel med et nederlag, for Luis Manuel Seijas, Kanu og Mohamed Tchite sikrede Standard Liége en 3-1 sejr.

Om Vorskla Poltavas stadion
Kampen onsdag aften spilles på Oleksiy Butovsky Vorskla Stadium. Det er et stadion der kan bruges til en lang række sportsgrene, og banen er omkredset af den klassiske løbebane. Der er plads til knapt 25.000 tilskuere, og stadionet bruges oftest til fodbold, og er altså hjemmebane for FC Vorskla Poltava.

Oleksiy Butovsky Vorskla Stadium blev bygget i 1974, men er flere gange siden da blevet renoveret. Stadionet vil dog ikke være et af de stadions, der skal bruges i forbindelse med EM 2012 i Polen og Ukraine.