Ariël Jacobs: - Spillerne skal nyde sejren

Ariël Jacobs: - Spillerne skal nyde sejren

Det var de første to halvlege ud af fire – og med en 1-0 føring efter dysten i PARKEN, så har F.C. København selvfølgelig et fornuftigt udgangspunkt inden de sidste to halvlege.

Af Jan Eliassen
Efter kampen blev der afholdt det traditionelle pressemøde, og her startede Ariël Jacobs med at sige om kampen:

- Jeg er godt tilfreds med første halvleg. Jeg er selvfølgelig også glad for at LOSC Lille, på et vigtigt tidspunkt, heldigvis valgte at brænde et straffespark. Men jeg er tilfreds med vores boldbesiddelse, tror vi havde bolden 54 % af tiden i første halvleg. Vi havde selv nogle chancer – og fik jo også scoret – og jeg synes faktisk, at det var fortjent vi førte ved pausen.

Efter pausen kom LOSC Lille ud med et tungt pres. Om de sidste 45 minutter sagde Ariël Jacobs:

- Jeg vidste godt, at LOSC Lille i anden halvleg ville presse os – og skubbe os tilbage mod eget mål. Derfor var det vigtigt vi holdt kort afstand mellem kæderne. Men vi blev presset tilbage, og vi var måske lidt heldige, at LOSC Lille ikke fik udlignet i den periode hvor de havde rigtig mange hjørnespark.

- Vi brugte mange kræfter i de sidste 45 minutter, hvad vi også kunne se ved vores ud- og indskiftninger. Men vi havde stadig mulighederne på kontra – men vi traf ikke de korrekte beslutninger, når vi kom tæt på deres felt – havde vi gjort det, så kunne vi måske også have scoret til 2-0.

Ariël Jacobs havde denne kommentar om næste uges returkamp:

- Jeg kan ikke forudsige vejret – eller hvordan vi spiller i næste uge. Men jeg forventer, at LOSC Lille vil starte kampen, som de startede anden halvleg i dag. De vil presse os – men vi kommer også til at få plads – og den plads vi så får, den skal vi bruge fornuftigt. Men nu skal vi glædes over sejren, spillerne skal nyde sejren – og i morgen ser vi så frem mod kampen mod Randers FC på lørdag.

Thomas Kristensen leverede en fantastisk indsats på midtbanen, og han havde disse ord til FCK.DK efter sejren:

- Det her er en vigtig sejr! Det er til gengæld lidt ærgerligt, at vi går lidt ned i 2. halvleg, hvor LOSC Lille nok var lidt meget på bolden. Men vi havde selv mulighederne for at fordoble føringen, og havde vi vist en smule mere ”coolness”, så kunne vi måske have straffet dem på nogle af de kontra-muligheder vi havde.

- Men vi havde inden kampen nok været tilfreds med 0-0, at vi så vinder 1-0 er selvfølgelig rigtig godt. Det ser godt ud nu – men vi ved alle sammen, at det stadig bliver rigtig svært at gå videre.

Og det har TK helt sikkert ret i, men F.C. København har i hvert fald et glimrende udgangspunkt inden returkampen onsdag den 29. august 2012.


Johan Wiland: Vi skal have en ny god dag!

- Fantastisk resultat, vi fik hvad vi ville have med 1-0 sejren. Glad for at redde straffesparket, og lidt heldig skal man jo være i ny og næ. Ingen tvivl om at Lille er et godt hold, så vi skal spille sådan her igen hvis vi vil videre - vi skal have en ny god dag!

Nicolai Jørgensen: Der er lang vej igen...

- Jeg er megaglad for resultatet. En flot præstation af hele holdet. Lille havde, specielt i 2. halvleg, bolden rigtig meget - men kom ikke frem til så mange store chancer. Men det her var kun den første kamp, der er lang vej igen...

Claudemir: En meget vigtig sejr

- Et positivt resultat vi får her i aften. Første halvleg var rigtig god, og i anden halvleg er det nok Lille der tager kontrollen. Men et godt arbejde af holdet, og vi fik en meget vigtig sejr

Ragnar Sigurdsson: Vi leverer en rigtig god præstation

- En stærk sejr! Og hvor var jeg glad for, at de ikke fik noget ud af det frispark jeg lavede i sidste sekund. Men vi - og her mener jeg hele holdet - leverer en rigtig god præstation.

César Santin: Et meget vigtigt mål

- Et meget vigtigt mål og en vigtig sejr. Vi mødte et meget stærkt hold, og 0-0 havde måske været OK - og derfor er det naturligvis endnu bedre, at vi vinder kampen 1-0. Det bliver svært i returkampen, men vi har chancen - og den bliver endnu større, hvis vi scorer et mål dernede...