Tirsdagens træning
Træningen på Nr. 10 i dag var naturligvis præget af landskampspausen. På trods af at der rendte fire landsholdsspillere rundt ude på Jens Jessens Vej, var der stadig yderligere 10 landsholdsspillere af sted med deres respektive nationalmandskaber.
De fire landsholdsspillere der var hjemme var:
Michael Silberbauer, der som bekendt blev sendt småskadet hjem fra landsholdslejren. Han løb lidt for sig selv og specialtrænede herefter med fysisk træner, Anders Storskov. Her blev der lagt vægt på skudtræning med Global Goal. Silber udtalte bagefter til FCK.DK, at han ville forsøge at træne med resten af holdkammeraterne i morgen og hvis alt gik godt dér, satser han på at være klar til lørdagens kamp på udebane mod Randers.
Brede Hangeland er returneret fra den norske landsholdssamling, da det er Norges tur til at sidde over i deres pulje, i onsdagens EM-kvalifikationsrunde.
Tobias Linderoth venter stadig på nyt omkring familieforøgelsen og er derfor hjemme i København, hvor han naturligvis træner med sine holdkammerater i F.C. København.
Jesper Grønkjær er stadig sat ud af spillet de næste uger. Hovedpersonen selv synes at det skrider fremad og begynder, hvis alt går som planlagt, så småt at tage bolden med i sin genoptræning i løbet af denne uge. Klubbens læge Frank Odgaard:
- Det ser meget positivt ud omkring Jesper og hvis alt skrider planmæssigt frem, regner vi med at han kan træne sammen med de andre spillere om en uge til fjorten dage. Det bliver afgørende at se hvordan hans skade reagerer når han belastes ved almindelig træning. Først herefter kan vi få en idé om hvornår han er klar til kamp.
Selve træningen var præget af hurtige førstegangsberøringer i forskellige øvelser, afsluttende med skudtræning efter kvikke kombinationer. På grund af fraværet af landsholdsspillerne: Michael Gravgaard, Lars Jacobsen, Jesper Christiansen, Marcus Allbäck, Fredrik Berglund, Atiba Hutchinson, Razak Pimpong, Martin Bergvold, William Kvist og Oscar Wendt, havde nogle af de unge spillere fået chancen for at træne med hos SAS Liga-truppen. Således var Erton Fejzullahu, Kim Tandrup, Nicklas Svendsen og Lasse Qvist med i dagens træning, der blev ledet af assistenttræner Peter Nielsen.
FCK.DK havde en fotograf ude til dagens træning:
Tobbe var hjemme i København og trænede med på Nr. 10...
Det handlede om de hurtige førstegangsberøringer ved dagens træning...
Hjalte, Tobbe, Dan T. og Jamil gjorde klar til øvelse nummer 2...
Midtbanedynamoerne Hjalte og Tobbe øver et-to kombinationer...
Shortpassing og så en hurtig vending...
De unge strækker ud: Erton Fejzullahu, Nicklas Svendsen, Lasse Qvist og Nikolaj Hansen...
Hjalte skyder på mål...
...Men bolden ryger langt over...
Tobbe runder Benny...
Anders Storskov forbereder en øvelse til Silber...
Silber kaster bolden ind på Global Goal'et og vender rundt, efter en brysttæmning, og skyder på mål...
Her header Silber ind på Global Goal'et, tæmmer bolden og afslutter...
Bernburg svarer på et par spørgsmål fra nogle unge fans...