Kampreferat: Ran vs. FCK
Efter mindre end 2 minutter gjorde Michael Gravgaard det grimme mod sin tidligere klub, og fra da af stod der F.C. København på menuen. Og selv om Randers blev ved med at prøve at sætte sig til bords, kom de aldrig frem til fadet.
Ståle Solbakken sparede som ventet ikke nogen af sine nøglespillere fra start, og da Tobias Linderoth meldte sig klar til kamp, manglede kun de skadede Bergdølmo og Grønkjær i idealopstillingen. Hos Randers blev det desværre ikke til et gensyn med Peter Christiansen, der blev skadet til træningen i torsdags og derfor måtte stå over. Ellers kunne Lars Olsen også mønstre sin bedste opstilling.
Der var kun spillet godt et minut, da Michael Silberbauer blev sparket ned på højrekanten, og ligesom mod Brøndby gik Oscar Wendt over for at sparke indadskruet med sit venstreben. Michael Gravgaard brugte hovedet så godt på indlægget, at Martin S. Jensen ikke kunne forhindre bolden i at gå ind oppe i det ene målhjørne, og så stod det allerede 1-0.
Efter 9 minutter fik Fredrik Berglund en fin, dyb stikning i feltet, som han chippede forbi Martin S. Jensen, men inden bolden ramte netmaskerne, var der både vinket og fløjtet for offside. Så var Randers-forsvaret ligesom advaret mod to af de farligste FCK-våben, men blot 4 minutter efter fik Berglund alligevel lov at gentage kunststykket på endnu en fin pasning fra Atiba Hutchinson, blot med den forskel at der ikke var offside, og så stod det pludselig 2-0.
Med denne bekvemme føring gik mestrene en anelse ned i gear, men beholdt dog kontrollen over kampen. Stort set alt opspil skete i den side af banen, der var længst fra hovedtribunen – for Randers’ vedkommende via den energiske højrekant Alex da Silva og for mestrenes vedkommende via Oscar Wendt og en meget veloplagt Atiba Hutchinson. Til gengæld var Lars Jacobsen i højre side i flere perioder en af de største jordbesiddere i Jylland, men måtte oftest vente forgæves på bolden.
Flere chancer til at lukke kampen
Efter den halve time skreg hjemmepublikummet på straffe, da Søren Pedersen blev tacklet bagfra af Tobias Linderoth på kanten af feltet. Men Henrik Kragh stod godt placeret og vinkede afværgende. I denne fase af kampen havde Randers haft et par halve chancer, mest efter dødboldsituationer, men herefter strammede mestrene grebet igen og producerede 3 store chancer, der med lidt held og koldblodighed havde lukket kampen helt.
Linderoth tog lynhurtigt et frispark langt oppe på banen og serverede en friløber for Marcus Allbäck, men hans landsmand skovlede bolden over mål. Kort efter fyrede Atiba Hutchinson venstrebenet af, og denne gang lykkedes det ham at holde bolden godt nede, men måtte i stedet se den smælde mod Martin S. Jensens højre stolpe.
I det 38. minut viste Randers, at de allerede havde glemt ”Gravgaard-lektien” fra indledningen, da de på et Lars Jacobsen-hjørne fra højre lod ham få oceaner af plads til at time sit hovedstød, men den knaldhårde afslutning sad desværre lige på Martin S. Jensen, der med lidt besvær kunne parere.
Tre minutter før pausen fik Randers sin største chance efter nok en dødbold, og angriberen Jesper Christiansen fik fyret af tæt under mål, men lige i favnen på sin navnebror, som ellers havde en ret stille dag på kontoret. Carsten Fredgaard nåede også at sende et udmærket skud af sted inden pauseteen efter en hurtig Randers-kontra, men alt i alt gav de 0-2 et realistisk billede af styrkeforholdet.
Anden halvleg blev indledt i adstadigt tempo og uden at nogen af holdene rigtigt kom til afslutninger. Det virkede som om, nogle af københavnerne kom en anelse for langt ned i gear, men med tanke på det tætte kampprogram den næste måneds tid er det vel også udtryk for professionalisme ikke at give sig mere end højst nødvendigt, når man fører 2-0 ved pausen.
Man skulle næsten et kvarter ind i halvlegen før det lignede en chance til et af holdene, da Stig Tøfting - der endnu synes et stykke fra sit allerbedste - fik chancen på kanten af feltet, men han valgte at prøve at løfte den ind i feltet i stedet for bare at banke til den. Kort efter fik hjemmeholdet en endnu større mulighed i form af et direkte frispark lige uden for feltet, efter at Hjalte Nørregaard havde kantet den flittige da Silva. Men Kenneth Møller sparkede bolden direkte i muren.
Først 20 minutter ind i halvlegen kom FCK frem en til afslutning, da en temmelig anonym Silberbauer fandt Berglund i feltet, men svenskerens flade afslutning voldte ikke problemer for Martin S. Jensen.
Kort efter blev Berglund skiftet ud med Razak Pimpong, og han havde kun været på banen få minutter, da han smart snød Ralf Pedersen i venstre side og kunne have haft frit løb ned mod mål, hvis ikke den store Randers-anfører havde hægtet ham. Det udløste dog kun et gult kort fra Henrik Kragh. Et øjeblik efter dukkede Pim op i Randers-feltet og sendte en flad, finurlig afslutning af sted, men Martin S. Jensen dykkede kvikt ned og fik afværget.
Kontrolleret kampafslutning
Siden skete det ikke alverden, mens mørket sænkede sig over stadion, og skønt Randers ihærdigt forsøgt at få den reducering, der kunne skabe et spinkelt pointhåb, så lukkede gæsterne effektivt og koncentreret af.
Martin Bergvold kom ind på venstrekanten de sidste 13 minutter i stedet for Hjalte Nørregaard, som overlod sin centrale midtbaneplads til Atiba Hutchinson. William Kvist skulle egentlig have haft en halv times spilletid, men han fik problemer med læggen allerede under opvarmningen, og da han siden testede bentøjet i pausen, blev det besluttet at se bort fra ham i denne omgang.
Oscar Wendt fik sig en advarsel for at brokke sig til dommeren, hvilket som bekendt er endnu mere forbudt i denne sæson end tidligere – selv om det foregår på svensk!
Pimpong tiltvang sig et hjørne i nærkamp med sin landsmand Issah Ahmed og det gav Bergvold en udmærket skudchance fra distancen, men den lå desværre til hans højreben, og han bankede bolden over mål og ned mod den syngende, hoppende og klappende FCK-fangruppe, som helt havde overtaget den vokale kommando på et stadion, der efterhånden havde en hel del flere tomme sæder end ved kickoff.
Den vordende far, kaptajn Linderoth, forlod kommandobroen med 2 minutter igen, overlod rorpinden til Gravgaard og gav plads til Dan Thomassen, som dermed fik en sjælden mulighed for at prøve kræfter med den central midtbane. Han blev hurtigt budt velkommen af Tøfting, der ved et hændeligt uheld kom til at banke bolden lige op i hovedet på ham…
Mens digital-tallene passerede 90:00 tilfaldt kampens sidste forsøg gæsterne, da Oscar Wendt sendte et direkte frispark lige uden om trekantsammenføjningen, men det sluttede med en sikker og helt fortjent sejr til mestrene, der således fastholdt 1. pladsen i tabellen inden søndagskampene.