Kampreferat: FCN vs. FCK
I en meget tæt kamp med chancer til begge hold, endte det med en smal FCK-sejr på 0-1 over FC Nordsjælland. Jesper Grønkjær blev matchvinder kort inde i anden halvleg, da han kom højest på et indlæg.
De to hold
Bedst som man troede, at forårssolen var ved at få ordentligt fat, så blæste kolde vinde over landet og sænkede temperaturerne fra et to-cifret til en-cifret niveau denne onsdag aften i Farum. Men solen skinner fortsat varmt og godt på de regerende mestre, der ufortrødent kværnede videre i jagten på en ny titel og gav de mange københavnske fans noget at varme sig på.
Ståle havde til denne kamp valgt en rotationsprocent på 36 i forhold til OB-kampen i søndags og udeladt Niclas, Gravgaard, Silber og Ailton af startopstillingen til fordel for Oscar, Dan, Berglund og Allbäck. Gravgaard var hjemme hos sin højgravide kæreste, mens de øvrige tre tog plads på en ganske frygtindgydende bænk, der også talte William Kvist og Benny Gall. Morten Wieghorst har derimod ikke så mange førsteholdsspillere at rotere med i øjeblikket, hvor skadeslisten er temmelig lang, og gav bl.a. comeback til Thomas Andreasen, der ikke har spillet siden september.
Da klokken slog tyve var der nogle i rødt og gult, der smed en masse røde guirlander på banen, og bagefter løb nogle andre i rødt og gult ind på banen og fejede det væk igen. Imens holdt dommer Michael Svendsen tålmodigt de småfrysende og –trippende spillere tilbage et par minutter, før han lod fløjten trille.
Der var kun spillet et halvt minut, da Thomas Kristensen strøg ned langs højre kanten, trak ind i feltet og fyrede et listigt skud af, der kun gik en meters penge over Jespers mål. Men FCK satte sig hurtigt på spillet mod et FCN-mandskab, som Wieghorst havde sat op i en forsigtig 4-5-1-formation med kun Nordstrand helt fremme.
Nordstrand meget tæt på
Og efter et hjørne i det 6. minut var det kun millimeter fra, at Nordstrand havde bragt hjemmeholdet foran. Johnny Lundberg forlængede et hjørne til Daniel Jensen, der afsluttede fra en position midt i feltet, men Jesper fik kastet sig til højre og slået bolden til siden med en fabelagtig refleks – for blot at se Nordstrand sætte foden til bolden en meter fra det tomme mål. Men han ramte den ikke ordentligt, og den strøg lige ved siden af.
Efter 12 minutter fik Brede hovedet på et hjørne fra Lars, og en rødbluset forsvarer afværgede ved at heade på tværs af eget mål, men ved fjerneste stolpe nåede Hutch ikke at få hovedet ordentligt på den pænt store chance.
Gæsterne sad nu ganske godt på spillet og pressede FCN i bund, og Hutch var tæt på igen med et drønende langskud langt udefra, der havde retning mod det fjerneste kryds. Men Kim Christensen, der mirakuløst holdt scoringen nede på ét mål i det seneste opgør i PARKEN, klarede med en flot redning.
Det gjorde han også i efter godt 20 minutters spil, da Grønkjær skar godt ind fra venstre og fandt Hutch uden for feltet, og han så at Hjalte rykkede ind i feltet og serverede bolden perfekt for ham, men Kim Christensen fik pareret hans afslutning med en god fodparade.
FCN kom bedre ind i kampen
Hen mod den halve time begyndte FCN dog så småt at komme lidt længere frem på banen, mens det virkede som om, vi lige gik et gear ned. Nordstrand benyttede lejligheden til at give Thomas Andreasen en udmærket skudmulighed lige uden for feltet, men han skød for svagt lige på Jesper.
Og nogle minutter efter havde de igen succes med deres fodrappe, hurtige kombinationer op ad banen, da Allan Olesen gik med frem i en 1-2-kombination med Nordstrand og løb mellem Brede og Dan ind i feltet, hvor han helt alene med Jesper overplacerede sin afslutning og sendte bolden uden om mål. Det så faktisk sværere ud end at putte den i kassen, men nullet stod stadig, og det gjorde det også ca. 10 begivenhedsløse minutter senere, da Svendsen fløjtede halvlegen af.
Mens FCK varmede sig i kabinen, så man FCN-spillerne lunte rundt inde på banen det meste af pausen og holde sig i gang, og det var muligvis også derfor, de kom bedst fra start i 2. halvleg og fik sat os under pres de første 4-5 minutter, hvor vi ikke var i nærheden af et organiseret angreb.
Grønkjær-scoring efter stor keeper-fejl
Men man skal aldrig skue løven på hårene, og 6 minutter bed de fra sig med det, der skulle vise sig at blive kampens dræbende hug. Lars sendte et frispark ind i feltet, hvor Grønkjær nåede højere end Michael Ribers, og så gik klappen ned for Kim Christensen, der i stedet for at samle det bløde hovedstød op forsøgte at losse kuglen op ad banen. Men efter talrige klasseredninger i denne og tidligere FCK-opgør ramte han denne gang helt ved siden af, og i stedet trillede bolden i mål…
Berglund måtte kort efter udgå med en mindre forstrækning, og Grønkjær rykkede helt op i angrebet, mens Silber kom ind på højrekanten og Hutch gik over i venstre side. Det var nu tydeligt, at FCK var oven på, men Nordstrand fik lige fyret et godt skud af fra kanten af feltet efter en sjælden misforståelse i forsvaret, men bolden strøg lige over.
Efter en times tid troede man lige, at Brede havde lukket og slukket, da han headede et hjørne fra Lars i kassen, men Svendsen havde set en af hans holdkammerater lave noget ulovligt og fløjtede for frispark til FCN.
FCN besluttede sig for at satse lidt mere fremad de sidste 15-20 minutter, og det gav en mere afvekslende kamp, da det samtidig gav mere plads bagude. Så der var situationer, hvor begge hold kom til afslutninger i hver sin ende inden for det samme minut, uden at det dog blev til en top-underholdende affære. FCN manglede fysik og den afgørende gennembrudskraft, og vores bageste rækker spillede upåklageligt solidt og gav intet som helst væk. Kvist afløste en træt Oscar på venstre back, og Ailton fik de sidste 4-5 minutter i stedet for Grønkjær, men offensivt havde vi ikke så meget at byde på mere.
Nu fører vi med 13 point…
FCN pressede på i slutminutterne og de 4-5 minutter, Svendsen lagde til, men selv om Kim Christensen gik med op på et par hjørnespark i håb om at gøre skaden god, så holdt mestrene hovedet koldt og kørte den smalle sejr hjem.
FCN kunne og burde også have scoret i 1. halvleg, og det kunne have givet kampen et andet forløb, men for første gang siden sæsonpremieren i Esbjerg holdt vi nullet, og i stedet blev kampen lidt tilfældigt afgjort på en personlig fejl. Med FCM’s og OB’s uafgjorte resultater tidligere på aftenen udbyggede vi føringen til hele 13 point her, hvor der nu er 8 runder til vi skal se pinsesolen danse – og det ligner mere og mere en pinsemorgenstund med guld i løvemunden!