Afgørelse i overtiden
Genvalg til Zohore, der kvitterede med drømmetræf
Kenneth Zohore startede inde i Superligaen for anden gang i dette efterår, og ligesom mod Nordsjælland i august dannede han en fysisk stærk angrebsduo med Dame N’Doye. Ellers var der genvalg over hele linjen til det hold, der besejrede Silkeborg sidste søndag, bortset altså fra Santin, der håber at blive klar til Barcelona-kampen på tirsdag.
Og det 16-årige stortalent kvitterede for tilliden fra trænerteamet på allersmukkeste vis ved at bringe mestrene i front efter 13 minutters spil med et drømmemål. Esben Hansen fik ikke clearet en Vingaard-fremlægning, og så røg bolden hen for fødderne af Zohore, der resolut tordnede den helt, helt op i det ene målhjørne, hvor Rune Pedersen ikke havde en kinamands chance for at nå op.
Indtil da havde kampen ikke budt på det helt store, men hjemmeholdet havde et solidt boldovertag og virkede til at have helt kontrol på begivenhederne, så det var lidt af en dukkert, da Lyngby bragte balance i regnskabet midt i halvlegen. Lasse Rise blev nedlagt lige uden for feltet, og Kim Aabech sparkede frisparket ind i det ene hjørne af målet, inden Wiland nåede derud – den sad godt, men burde altså ikke have haft lov at gå gennem den hvide mur af københavnere.
Chancer nok til ny føring efter Aabech-udligning
Kort efter kunne N’Doye have bragt løverne på vinderkurs igen, da Bolaños fandt ham i feltet med et fornemt, præcist indlæg, men senegaleserens flugter blev mirakuløst refleksreddet af Rune Pedersen. 10 minutter før pausen gik Lyngby-keeperen til gengæld galt af et Oscar Wendt-hjørne, og i stedet fik Zanka en stor hovedstødschance, som desværre strøg lige over mål.
Fem minutter senere sendte N’Doye en god kontrachance over mål, efter at han selv havde snuppet bolden fra Tauber på midten, og så kan man altid bagefter sige, at han nok burde have spillet en af sine medspillere, der var mere fri.
Helt fri var Bolaños til gengæld to minutter før pausen, da Zanka gik med frem og spillede costaricaneren fri i feltet med en flot stikning (og var der ikke lidt Beckenbauer over det?), men Bolaños’ afslutning sad desværre lige på Rune, der snarere blev ramt af skuddet end reddede det. Resultatet blev i hvert fald endnu et hjørnespark, og dem havde løverne syv af før pausen mod Lyngbys ene, og også chancefordelingen samt en boldbesiddelse på 58-42 i mestrenes favør talte sit tydelige sprog om, at oprykkerne kunne være mest tilfredse med 1-1 ved pausen…
Langvarigt FCK-pres efter pausen
Til gengæld kom de bedst ud til 2. halvleg og havde nogle udmærkede angreb i de første 5 minutter, hvor Lasse Rise bl.a. havde en afslutning i sidenettet, men herefter stod der igen F.C. København på kampen, der trykkede godt på med flere udmærkede angreb. Jeppe Brandrup stod dog også for en giftig afslutning, der tvang Wiland ud i fuld længde efter en times spil. Kort efter blev målscorer Zohore under bragende bifald afløst af Morten Nordstrand, der også blev hilst hjerteligt tilbage til sin første Superliga-optræden i denne sæson.
Stadig kneb det dog med at komme frem til lige så store chancer som før pausen, og selv en fem-mod-to-kontra blev ikke kørt konsekvent nok igennem og medførte kun hjørne, som Zanka dog fik hovedet på tæt under mål. Pospech, der vanen tro tilbragte det meste af tiden på modstanderens halvdel, fyrede også kanonen af et par gange, og den ene af gangene måtte Rune Pedersen give en returbold, som Nordstrand kvikt var over, men keeperen dykkede modigt ned i ham og reddede også flot i anden omgang.
Temperamenterne gnistrede lidt efter, da N’Doye tacklede Tauber så hårdt, at Vejlgaard takserede det til gult kort, og han protesterede så voldsomt, at man frygtede endnu et kort. Det kom også, men til Zanka, der også var fremme og sige sin mening om den neutrale opmands kendelser.
Offensiv satsning gav ikke gevinst - i første omgang
Trykket mod Lyngby tog til, mens der blev længere mellem deres kontraer, men mestrene manglede den sidste gnist og opfindsomhed, og Lyngby forsvarede sig i øvrigt også effektivt. Otte minutter før tid satsede Ståle yderligere ved at sende Sölvi Ottesen ind i stedet for William Kvist, og islændingen gik direkte op i angrebet – i øvrigt med anførerbindet – mens Nordstrand i stedet trak lidt tilbage i banen.
Men stik mod spil og chancer var det gæsterne, der chokerede hjemmepublikummet ved at bringe sig i front bare 4 minutter før tid, da et Lasse Rise-skud fra kanten af feltet strejfede Antonsson og strøg ind tæt op ad den ene stolpe uden for Wilands rækkevidde.
Men det blev ikke begyndelsen til sæsonens første nederlag, men begyndelsen til sæsonens mest dramatiske kampafslutning, for mindre end et minut stod det 2-2, da Morten Nordstrand kom højest til et Vingaard-hjørne og dirigerede bolden i nettet. Og 14 sekunder inde i overtiden ekspedere Sölvi Ottesen bolden over stregen, efter et Bolaños-indlæg lidt tilfældigt var endt ovre ved fjerneste stolpe, hvis islændingen var først på den.
En højdramatisk vending på kampen, men absolut ikke ufortjent, at mestrene dermed sikrede sig alle 3 point – om end man naturligvis godt forstår, at Lyngby-spillerne opgivende kastede sig i græsset af skuffelse over at se både 3 og 1 point glide dem af hænde på den måde.