Reaktioner fra Partizan-kampen
Nicolai Boilesen - som var den eneste markspiller, der fik en hel time i dag:
"Det handler jo først og fremmest om at få nogle minutter i benene, og det fik vi alle. Den eneste måde, man kan spille hold sammen på er via kampe, der lærer man mest i forhold til træning. Og det var en god modstander for os, så har vi lært af det og har stadig et par kampe mere at se frem til. Jeg synes kommunikationen fungerede fint, og det er særlig vigtigt med flere nye spillere på holdet med forskellige sprog, og især for den måde vi gerne vil spille på defensivt og taktisk, hvor vi skal stå rigtigt i kæderne. Det lykkedes fint i 1. halvleg, hvor vi får vendt spillet godt og kommer til nogen chancer, men udskiftningerne bryder selvfølgelig rytmen lidt.
Nicolaj Thomsen - der fik uofficiel debut med sin første kamp i 7 måneder:
"Det var rigtig lækkert at komme i gang, men jeg kunne godt mærke, at jeg var lidt tung i benene. Det føltes næsten som om jeg havde et par ekstra kilo i rygsækken, men det var jeg forberedt på, så det var bare dejligt at komme i gang. Der blev testet nogle ting, og vi fik rørt os godt og blev rystet lidt mere sammen.
Pierre Bengtsson - tilbage i den hvide trøje efter et par års fravær:
"Det var rigtig dejligt at spille kamp for FCK igen, det er sjovt at være tilbage. Jeg kan godt genkende måden vi spiller på fra sidst, og jeg kan godt lide den slags fodbold vi spiller her, så jeg glæder mig bare til sæsonen starter. Banen var lidt våd og vanskelig ovre i min side, men jeg kom da med frem og fik slået nogle indlæg, og der skal nok komme flere, når formen bliver endnu bedre. Men en god start, synes jeg."