Ståle: Fint punktum på stærkt efterår
"Set over kampen som helhed var det en god præstation, og Roberts tre mål taler jo for sig selv," sagde Ståle efter 3-0-sejren i Haderslev. Overbevisende cifre, men helt så let var det ikke undervejs i kampen, hvor man godt kunne se på nogle af spillerne, at det var efterårets turneringskamp nr. 36:
"SønderjyskE vidste jo godt, at vi havde spillet torsdag aften, så de kom med 200 km i timen og pressede os hårdt, og jeg synes ikke, at alle vores så lige klar ud fra starten. Men offensivt fik vi alligevel sat os igennem ret hurtigt, og vi kom til en del chancer. Men defensivt tabte vi for mange dueller og var lidt for sløsede før pausen," sagde Ståle.
"Vores tidlige mål til 1-0 gav selvfølgelig lidt ro på tingene, men der var nogen, der havde lidt sværere ved at flytte fødderne, end de skulle. Men med 2-0 er kampen reelt afgjort, og vi får en fin gennemførelse af 2. halvleg. De får en del dødbolde, som vi står godt imod, og så leverer en spiller som Zeca igen en stærk præstation. Han har været vældig god her i den sidste del af sæsonen."
"Men selv om det ikke var alt, der fungerede i dag, så har det været et meget stærkt efterår, hvor højdepunktet selvfølgelig var de to Atalanta-kampe. Men jeg er også meget tilfreds med, at holdet har præsteret så stærkt i Superligaen hen over efteråret, selv om vi har haft de seks sene torsdags-kampe i Europa. Så en stor cadeau til spillerne og alle omkring holdet, der har formået at holde dem skarpe. Og så får vi sat et fint punktum i dag," konstaterede Ståle.