Jan Gregus solgt til Minnesota United FC
F.C. København har solgt Jan Gregus til den amerikanske MLS-klub, Minnesota United FC. Den slovakiske midtbanespiller forlader klubben med øjeblikkelig virkning efter 107 kampe i den hvide trøje.
27-årige Gregus kom fra tjekkiske FK Jablonec i sommeren 2016 og har i hele perioden i København været en del af det slovakiske A-landshold.
Ståle: Gregus har udfyldt sin rolle perfekt
”Jan har ydet en stærk indsats i sin tid i klubben, hvor han altid har optrådt med stor professionalisme og udfyldt den rolle, han var hentet ind til, perfekt," siger manager Ståle Solbakken.
"Han har ikke været fast starter i alle kampe for os, men har altid leveret både i Europa og i Superligaen, når vi har haft brug for ham. Han har været med til at skabe nogle gode resultater og var blandt andet stærk i pokalfinalen mod Brøndby, ligesom han har scoret nogle mål for os undervejs, blandt andet mod Vardar og senest FC Midtjylland."
Et attraktivt tilbud
"Vi har været meget glade for at have Jan i truppen, men vi har fået et attraktivt tilbud fra Minnesota, og Jan vil gerne prøve et nyt eventyr i USA og en ny liga. Samlet set har Jan været en sportslig succes hos os, og med dette salg bliver han også en økonomisk succes. Vi ønsker ham alt det bedste i MLS, og vi vil følge ham og hans karriere i fremtiden,” siger Ståle.
Gregus: En rigtig god tid
Jan Gregus ser frem til de nye oplevelser i USA:
”Jeg har haft en rigtig god tid i FCK og i København, hvor jeg har haft det super godt med mine holdkammerater og staben i hverdagen," siger Gregus.
"Jeg har fået mulighed for at spille sammen med rigtigt dygtige spillere hver eneste dag, og alle i og omkring klubben har altid fået mig til at føle mig velkommen. Det har jeg sat stor pris på. Jeg har haft masser af gode oplevelser, og mit mål var at vinde titler og spille med i Champions League og Europa League, hvilket lykkedes allerede den første sæson."
Tak til alle FCKs fans
"Nu glæder jeg mig til at prøve noget helt nyt i USA, hvor MLS virkelig er på vej frem. Minnesota United FC er en ambitiøs klub, der er kommet med et flot tilbud og en spændende udfordring for mig, og jeg ser frem til at hjælpe dem fremad med de ting, jeg kan bidrage med."
"Til sidst vil jeg bare sige tak til alle FCKs fans for den flotte støtte, de altid har givet holdet og mig. Det er jeg taknemmelig for, og jeg vil følge klubben og mine venner i København i fremtiden,” siger Jan Gregus.
Alle i FCK ønsker Jan Gregus held og lykke i fremtiden og takker for hans indsats for klubben.
Ståle: Overvejer ny central midt
Salget af Gregus betyder, at FCK nu er på udkig efter en erstatning:
”Vores kampprogram i foråret er mindre intenst end i efteråret, og vi er fortsat stærkt besat på midtbanen med Zeca, Falk, Thomsen og Kvist, som er de mest oplagte til positionen," siger Ståle.
"Vi har dog gennem et stykke tid overvejet, om vi skulle tilføje en yngre central midtbanespiller med udviklingspotentiale. Med salget af Jan, kommer det arbejde selvfølgelig til at fortsætte nu. Så må vi se, om vi kan finde den rigtige,” slutter Ståle Solbakken.
>> Målkavalkade: Se Jan Gregus' 7 flotte mål for FCK