Ståles syn på kampen og hans udvisning i Aalborg
"Vores første halvleg var godkendt, der kommer vi ud med god energi, og vi skaber en del chancer i en jævnbyrdig halvleg, der kunne være gået begge veje. Men efter pausen er vi simpelthen for dårlige og spiller langt under niveau, og derfor vinder AaB også helt fortjent."
Sådan sammen fattede Ståle de 90 minutters pokalkamp i Aalborg, hvor hjemmeholdet vandt 2-0 på scoringer lige før og lige efter pausen, og som begge udløste gule kort til Ståle, som derfor måtte se det meste af 2. halvleg fra tribunen.
"Inden det første mål får de et indkast ude i siden, hvor de stjæler ca. 10 meter, og jeg vil gerne understrege, at det ikke er derfor, vi efterfølgende lukker mål ind efter hjørne. Man skal holde tingene adskilt. Men jeg spørger fjerdedommeren, om han ikke så det, for så ville det jo være en helt anden sag, men han svarer, at det drejede sig kun om en halv meter og derfor fik spillet lov at fortsætte. Men billederne viser tydeligt, at det var ca. 10 meter. Derfor reagerer jeg."
"Lige inden de scorer, bliver der lavet et klart frispark på Bartolec oppe på deres halvdel, men det lader de også passere. Igen, det er ikke derfor, de går ned og scorer, men det er endnu en fejl. Det kan godt være, at jeg overreagerer, men sådan er det."
"Efterfølgende står jeg på tribunen bag udskiftningsboksen, men der må jeg ikke stå, så jeg siger først til Martin Langagergaard og derefter til Bård Wiggen, at jeg går op på tribunen. Jeg har ikke på nogen måde blandet mig i noget taktisk, og det var jo i øvrigt også kun få minutter inde i 2. halvleg, så der var lang tid tilbage, hvor kampen kunne udvikle sig."
"Nu er vi ude af pokalen, som vi ellers havde prioriteret lige så højt som de andre turneringer, men vi må bare hjem og forberede os på næste opgave på søndag mod AC Horsens i Superligaen, og så kommer kampene tæt et par uger endnu indtil landskamppausen. Forhåbentlig kan vi allerede på søndag få nogle af de skadede spillere tilbage, men det må de næste dage vise."