4-4 i intern træningskamp
Det blev en målrig affære, da førsteholdet (minus landsholdsspillerne) og et forstærket U19-hold i dag spillede 4-4 i en intern træningskamp på Nummer 10.
Førsteholdet indledte med Sten Grytebust – Marios Oikonomou, Ragnar Sigurdsson, Nicolai Boilesen – Peter Ankersen, Rasmus Falk, Robert Mudrazija, Pep Biel, Viktor Fischer – Mikkel Kaufmann, Kamil Wilczek.
Det forstærkede U19-hold indledte med Stephan Andersen – Karlo Bartolec, Jacob Haahr, Mattias Jakobsen, Victor Kristiansen – Ali Almosawe, Alexander Hjælmhof, Marko Stamenic, Bryan Oviedo – Rasmus Højlund, Hákon Arnar Haraldsson.
Mikkel Kaufmann, Viktor Fischer og Hákon Arnar Haraldsson blev alle to-måls-skytter, og desuden scorede Kamil Wilczek på straffe samt Marko Stamenic.
Undervejs i de 3 x 30 minutter blev der skiftet ud og byttet en del rundt på holdene, så en række spillere nåede at optræde for begge mandskaber. Marko Stamenic scorede således sit mål for førsteholdet, mens Viktor Fischer sørgede for at U19-holdet fik 4-4 med to scoringer i de sidste to minutter af kampen, heraf et direkte frispark på kampens allersidste spark.
I løbet af kampen fik U19-spillerne Philip Banda Sørensen, Daniel Haarbo og William Maretti også spilletid.
Peter Ankersen og Bryan Oviedo var fit for fight igen efter deres positive coronatest og spillede alle 90 minutter, mens Jens Stage ikke må spille endnu. Andreas Bjelland døjer stadig med en skade, og Nicolaj Thomsen genoptræner planmæssigt efter sin operation tidligere på efteråret.