Thorup: Vi skal være mere kyniske og skarpe
”Vi har bolden meget i dag, men det er ikke et mål for os, målet er at skabe chancer og score mål, og det formår vi ikke. Det er som om, at vi selv skal kæmpe rigtig meget for at score mål, mens det omvendt virker som om, at vi ikke selv er svære at score på, selv om modstanderne ikke har så mange chancer,” vurderede Thorup.
”I dag scorer de jo nærmest på vores dødbolde, og det må ikke ske, at de kan komme så let og hurtigt op og lave mål på os. Der mangler vi noget kynisme, og det gælder også, når vi selv kommer til chancer.”
”Vi sluttede efteråret godt og kom også godt fra start i år, men det var lidt af en mavepuster, at vi kun fik et point i de to kampe mod Brøndby og Midtjylland. I hvert fald har vi mistet noget af det momentum, vi havde tidligere. Men det værste er, at vi har tabt nogle meget vigtigt skridt for at nå toppen.”
”Selv om det er træls at gå på landskamppause efter i dag, så glæder vi os dog stadig til slutspillet. Vi har vist, at vi kan spille god fodbold, og vi har stadig ambitioner om at blande os i toppen, men det er jo indlysende, at det ikke sker med præstationer som den i dag.”
”Jeg vil gerne lige se kampen igennem for at vurdere nærmere, hvad det præcis er, der skal ændres på. Det er nemt nok at sige, at vi skal score flere mål og lukke færre ind, men der er mange elementer i spillet, som vi skal arbejde med,” sluttede Jess Thorup.