Mohamed Daramy og Kevin Diks

Kampreferat: Diks x 2, Pep og Mo - så var arbejdet gjort færdigt

De to hold
I forhold til søndagens DERBY startede vi med Diks, Lerager og Wilczek i stedet for Ankersen, Zeca og Wind, mens bulgarerne – der havde kampfri i weekenden – startede med de samme som i vores 1-1-kamp i Plovdiv.

Et af de store samtaleemner inden kampen var vores udmelding dagen før om, at Club Brugge havde afgivet et tilbud på Daramy, som der nu blev forhandlet om. Men det hæmmede ham på ingen måde, for han var flyvende fra første fløjt og skabte den første chance efter 30 sekunder spil!

Som så mange gange nede i Plovdiv strøg han forbi Gomis på kanten, men Pirgov halvklarede hans afslutning tæt under mål, hvorefter Wilczek sendte returbolden på ydersiden af stolpen. Så var vi ligesom i gang!

Kamil Wilczek


Dobbelt Diks: To mål på ti minutter
Temperaturen var omkring det halve af hvad det var i Plovdiv, men trykket fra tribunerne mindst det dobbelte, så som forventet fik Lokomotiv alligevel en hed aften i Parken.

Vi bombarderede dog ikke deres mål i de første ti minutter, men i det 11. minut steg Kevin Diks til vejrs på Pep Biels hjørne og pandede kuglen i kassen med et hårdt og præcist hovedstød.

Kevin Diks


Nu foldede vi os for alvor ud, og få minutter efter sprang Pep Biel fikst over en flad Falk-fremlægning, som spillede Wilczek helt fri med keeperen, men hans afslutning blev blokeret.

Minuttet efter strøg Falk til baglinjen i højre og fandt Diks ved fjerneste stolpe, hvor han flugtede bolden forbi det nærmest tomme mål.

Men efter 20 minutter fordoblede vi føringen, da Diks drev bolden frem fra egen halvdel forbi 2-3 mand og spillede Pep Biel. Spanieren antændte Mo-højhastighedstoget ude på kanten, som efterlod et par Lokomotiv-spillere på perronen, inden han lavede en tunnel og spillede Diks fri en halv meter for mål, hvor den forudseende back havde fortsat sit dybdeløb.

Kevin Diks


”Alle elsker Diks i København”, lød det fra Nedre C, og det blev snart overdøvet af Mo-Daramy-sangen, der utallige gange gjaldede ud over grønsværen, så man næsten fik tårer i øjnene ved tanken om, at det kunne være et ”last farewell” til den store fanfavorit. Men lad os nu se… hans markedspris blev i hvert fald ikke mindre i går!

Tæt på 3-0, før de reducerede
Men selv om Mo var on fire, så var hele holdet godt sat op til at afspore Lokomotivet længe før slutfløjtet.

Midt i halvlegen var Falk tæt på 3-0, da han snoede sig fri i feltet, men Pirgov reddede fornemt hans forsøg.

Da vi rundede den halve time blev det i stedet 2-1, efter at anfører Iliev for en sjælden gangs skyld slap igennem vores aggressive presspil, og det endte med, at Minchev blev hægtet nogle meter uden for feltet i venstre side. Craciun headede Umarbaevs dødbold på overliggeren, og Iliev sendte returbolden mod mål, hvor Victor Kristiansen lidt uheldigt clearede den ind i hovedet på Grabara, hvorfra den gik i mål.

Mo og Pep havde en fest
De næste 5-10 minutter var vi stadig spilstyrende, men Lokomotiv havde bedre held til at dæmme op for vores spil, indtil det 40. minut. Pep Biel fik bolden af Mo uden for feltet og fik tid og plads til nærmest at spadsere bolden hen til kanten af feltet og med stor selvfølgelighed sparke bolden ind ved den ene stolpe med en behersket inderside.

Pep Biel


Mo og Pep havde nu nærmest en hel lille fest kørende dernede, og det var bestemt ikke alle bulgarere, der var inviteret, da de kort før pausen kreerede endnu en kontrachance, som dog kun endte med et hjørnespark.

Forrygende Mo klappet af banen efter 4-1
Mo indledte anden halvleg lige så flyvende som første med et ryk til og et indlæg, som Wilczek dog ikke fik ram på, og bare tre minutter senere satte Mo selv det fjerde mål, da Lerager spillede ham fri i feltet og han sparkede bolden fladt ind under Pirgov.

Fem minutter efter vi åbnede afstemningen om kampens spiller var der ingen tvivl udfaldet – det var MO of The Match, som endte med mere end tre gange så mange stemmer som storspillende Diks, selv om han fornuftigt nok blev sparet ti minutter efter pausen, hvor han og Stage blev erstattet af Wind og Bøving.

Mohamed Daramy


Jonas tæt på to gange
Vi kunne ikke helt fastholde vores chance-bonanza fra 1. halvleg, men med 4-1 var der heller ingen grund til at overanstrenge sig i det her tætte kampprogram, men Jonas var to gange tæt på at øge. Først da han midt i halvlegen sparkede tæt forbi mål, og siden da han tyve minutter før tid hamrede bolden på underkanten af overliggeren fra 12 meters afstand, men måtte se den slå ned på selve stregen og i spil igen.

Ankersen og Marios afløste Diks og Boilesen, og Højlund fik også det sidste kvarter for Falk, men ret beset skete der ikke ret meget andet end, at Plovdivs brasilianer, Lucas Salinas, fik lov at ødelægge vores europæiske stime med en reducering til 2-4 i det 86. minut.

Europæisk rekordstime røg til sidst
38 kampe i træk blev det til, hvor vi højst lukkede ét mål ind i europæiske kampe, og ja, man kan altid ærgre sig over, at det skete netop i aften, men lad os glæde os os over, at vi overhovedet fik denne enestående stime, som flere gange var på vippen til at blive brudt. Bare spørg Manchester United-spillerne fra kvartfinalen mod Kalle!

Med 4-2 er vi komfortabelt videre til den sidste hurdle inden gruppespillet – tyrkiske Sivasspor i playoff, som efter 2-0 i Georgien var i problemer hjemme mod Dinamo Batumi og tabte 0-1 hjemme, men gik videre med 1-1 efter forlænget spilletid.

FCK fans i Parken