Slagelse B&I ny samarbejdsklub
Landets femte ældste fodboldklub, Slagelse B&I, bliver det nyeste medlem af F.C. Københavns klubsamarbejde. Fokus i det nye samarbejde vil være på, at de to klubber sammen vil arbejde for at samle fodboldklubberne på Vestsjælland.
F.C. Københavns klubsamarbejde tæller nu flere end 50 klubber og har fokus på breddefodbolden med særligt fokus på børnefodbold.
Fælles mission om bedre børnemiljøer
Et bærende princip er, at aktiviteterne foregår ude i klubberne med udgangspunkt i den enkelte samarbejdsklubs ønsker og behov. Det sikrer den bedste forankring i nærmiljøet og understøtter bedst muligt klubbernes mange frivillige ledere og trænere.
”Fundamentet for samarbejdet med Slagelse B&I, er skabt gennem en fælles mission om at udvikle bedre børnemiljøer, som skal komme klubberne på Vestsjælland til gode,” fortæller Anders Hall Toft, leder af FCK Klubsamarbejde.
”Slagelse B&I har et brændende ønske om at understøtte børnemiljøerne i deres egne samarbejdsklubber på Vestsjælland, hvori der er nogle helt klare synergier, der i høj grad stemmer overens med DNA’et i vores eget FCK Klubsamarbejde, hvorfor samarbejdet giver rigtig god mening,” fortæller Anders Hall Toft.
Vil gavne hele Vestsjælland
I Slagelse ser man også meget frem til at starte og udvikle samarbejdet med F.C. København:
”Jeg er rigtig glad for aftalen med FCK, der er ingen tvivl om at det samarbejde vi begge har sagt ja til, kommer til at gavne både vores klub, men også Vestsjælland som fodbold-område,” fortæller formand i Slagelse Michael Birkedal og tilføjer:
”Med aftalen skaber vi helt nye rammer og muligheder på Vestsjælland, som - ud over at gavne os lokalt på Parkvej - også kan gå hen og blive en kæmpe støtte til vores mange samarbejdsklubber i Klubnetværket,” siger Michael Birkedal, der selv er tidligere topspiller i blandt andet Slagelse, Næstved og Twente.
Slagelse B&I officiel DBU-børneklub
For Sportschef Zouher Abdullatif, er det nystartede samarbejde med FCK et vigtigt skridt i retningen mod endnu bedre børnefodbold i klubben:
”Jeg er sportsligt rigtig glad for at det er lykkedes at lande en god samarbejdsaftale, med en af landets dygtigste talentklubber. Med vores nye status som officiel DBU-Børneklub, er dette endnu et skridt på vejen til at udvikle og skabe den bedste børnefodbold,” fortæller Zouher Abdullatif og fortsætter:
”Med vores for nyligt tildelte 2-stjernede klublicens, er denne aftale endnu et signal om, at vi ikke blot står stille - men at vi hver dag arbejder på at udvikle og skabe de perfekte rammer - og det har vi nu fundet den perfekte partner til i F.C. København,” tilføjer Zouher Abdullatif.
”Slagelse har virkelig efterladt et stærkt, ambitiøst og målrettet indtryk omhandlende udvikling af mere og bedre børnefodbold på Vestsjælland, og vi ser meget frem til et langvarigt, anerkendende og sportsligt udviklende samarbejde,” slutter Anders Hall Toft, leder af FCK Klubsamarbejde.
Du kan læse mere om F.C. Københavns klubsamarbejde HER