Sune Smidt-Nielsen og Amin Chiakha
Amin Chiakha

FCK forlænger med 16-årige Amin Chiakha

Den unge angriber Amin Chiakha har forlænget kontrakten med F.C. København for de kommende tre år.

”Amin er en klassisk angriber - en rigtig 9’er, som har et internationalt potentiale, som vi sammen skal forløse i de kommende år. Han har både en fysisk, taktisk og teknisk stærk pakke med alle de nødvendige kompetencer til at blive en stor profil på sin position,” siger udviklingsdirektør Sune Smith-Nielsen.

16-årige Chiakha har både danske og algeriske rødder og kom til FCK fra Sundby Boldklub som U12-spiller.

”Endnu engang er det en stor glæde for os, at en spiller fra en af vores mange samarbejdsklubber kan tage det næste skridt her i klubben og forlænge kontrakten."

"Der er masser af hårdt arbejde forude for Amin, og vi glæder os til fortsat at følge hans udvikling i de kommende år,” siger Sune Smith-Nielsen.

Amin Chiakha er noteret for 12 mål i U17-ligaen i denne sæson, hvilket placerer ham næstøverst på topscorerlisten.

”Det er en stor dag for mig og min familie - og at kunne forlænge med klubben er noget, jeg har arbejdet for og drømt om, siden jeg fik min første kontrakt,” lyder det fra angriberen, der også er på det danske U17-landshold.

”Min første fodboldopdragelse fik jeg i Sundby, som stadig betyder meget for mig, og som altid har hjulpet mig."

"Jeg elsker at score mål, og det har jeg altid gjort, og det ser jeg frem til at blive ved med,” siger Amin Chiakha og fortsætter:

”Næste skridt for mig er at slå igennem på U19-holdet og forhåbentlig hjælpe med, at vi vinder både U17- og U19-guld igen. Og så selvfølgelig på et tidspunkt at nå hele vejen op på førsteholdet, det er jo enhver spillers drøm,” siger Amin Chiaka.

Facts:
Navn: Amin Chiakha
Født: 12. marts 2006
Tidligere klubber: Sundby Boldklub
6 U17-landskampe for Danmark og 6 mål