Billetkøbere fra 27 lande klar til dagens kamp
Der er solgt flere end 600 billetter til billetkøbere fra 27 forskellige lande uden for Danmark til dagens kamp mellem F.C. København og Viborg.
Fodboldfans med adresser i alt fra USA, England, Holland, Polen og til Amerikansk Samoa er i dag på plads i Parken.
”Det er er en stigende tendens, at vi oplever, at fodboldfans fra andre lande kommer til Parken for at se fodbold," siger direktør Jacob Lauesen.
"Til denne kamp har vi eksempelvis en stor gruppe engelske tilskuere, der kommer til kampen som en del af en fodboldrejse, de har købt. Parken og FCKs hjemmekampe er blevet en international fodbolddestination, som folk rejser langt for at opleve."
Fanshoppen mærker også stigende udenlandsk interesse
Der vil også til flere andre kampe i foråret være internationale fodboldfans, der har Parken som stop på deres rejser rundt i verden for at få ekstraordinære fodboldoplevelser.
”Der er ingen tvivl om, at stemningen i Parken er kommet på det internationale landkort, og flere af de største rejsearrangører har fået os med på deres liste."
"Det er super fedt, at F.C. København og Parken er blevet en del af det udvalg af steder, folk vil rejse til for at opleve,” siger Jacob Lauesen, der har registreret samme tendens i klubbens merchandisesalg.
”Det er ikke kun vores billetsite, der har mange internationale gæster. Vi ser samme tendens på vores webshop, hvorfra vi efterhånden sælger trøjer og merchandise til rigtigt mange steder i verde, uden at det er noget, vi selv har arbejdet på at opdyrke."
"Det glæder os, og det er et område, vi også kommer til at udforske mere,” slutter Jacob Lauesen.
Meget få pladser tilbage
Efter vi forleden meldte alt udsolgt, har flere fulgt opfordringen til at frigive pladser, de ikke selv skal bruge - p.t. har vi under 100 pladser i salg rundt om på stadion, og dem finder du lige her på billet.fck.dk.