Neestrup: Vi er videre, men skal have mere stabilitet i defensiven
”Vi er videre til Q3, og det er det vigtigste. Vi er et skridt videre vores ambition om at spille Champions League gruppespil, og nu venter der to tætte kampe mod Sparta Prag i de næste runder,” sagde cheftræner Jacob Neestrup efter aftenens målrige returkamp mod Breidablik, som endte med 6-3 til løverne.
”Vi må naturligvis forholde os til de første 20-25 minutter af kampen, som er det hidtil dårligste jeg har set i min tid som FCK-træner, og det tager vi meget alvorligt, selv om vi fik vendt det inden pausen.”
”Så dybt må vi ikke synke i niveau, og det var både individuelle tekniske fejl og strukturelle fejl i holdet. Og allerede inden de kom foran havde vi jo fået et par islandske advarsler, når de udfordrede os.”
”Vi er nødt til at have mere sikkerhed og stabilitet ind i holdet, for det er ikke nok, at vores afslutningsspil igen fungerede godt med mange gode angreb og flotte mål.”