Kampdag: Sparta Prag-FCK
Næsten 900 FCK-fans i Prag
Næsten 900 FCK-fans tager turen til Prag for at støtte holdet i aftenens afgørende kvalifikationskamp mod Sparta Prag.
Udebaneafsnittet er i det nordvestlige hjørne af stadion, dvs til venstre for Hovedtribunen (set fra tribunen).
Pressemøde mandag aften
Ligesom før Sevilla-kampen i efteråret og Breidablik-kampen i juli valgte trænere og spillere at træne hjemme i København om formiddagen dagen før kampen, og derfor satte truppen sig først i flyet kl. 16.30 og lettede med en halv times forsinkelse fra Kastrup.
Mandag aften var der pressemøde på epet Arena, hvor Jacob Neestrup, Rasmus Falk og Viktor Claesson talte med den håndfuld danske pressefolk, som er taget herned.
En del spørgsmål handlede om en af de spillere, som ikke er med - vores nye norska back, Birger Meling - men der blev da også tid til at tale om kampen.
Neestrup sagde blandt andet, at han håber på nogenlunde samme kampbillede som i København, hvilket især vil sige, at vi holder kampen "lukket", både når vi er med og uden bold, og ikke "åben", så deres hurtige kanter får for meget plads at løbe på.
Han og de to spillere havde lige været ude og se hurtigt på baneforholdene, og de var tilfredse med hvad de så. Et fint og lille, intimt stadion med plads til knap 20.000 tilskuere.
"Der skal nok blive knald på i aften, og når vi er på udebane, vil der nok være ting, som ikke kommer lige så nemt som i vores gode perioder i Parken," bemærkede Neestrup.
Mulig straffe-konkurrence
Ved uafgjort efter forlænget spilletid skal det hele afgøres i straffesparks-konkurrence, og på Spartas pressemøde tidligere på mandagen sagde Brian Priske blandt andet til sport.cz, at de generelt ikke træner på straffesparks-konkrurencer, men tager mange straffespark til træningen i løbet af ugen.
Han forventede derfor, at alle er klar til en eventuel afgørelse på straffespark, men tilføjede at det mere er det mentale aspekt, som spillerne skal være klar til."
Neestrup sagde senere, at vores spillere heller ikke har trænet på det, men det skyldes,at man ikke havde mulighed for at træne med kunstig tilskuerlyd bag lukkede døre i Parken, ligesom man gjorde før Trabzonspor-udekampen sidste år.
"Der er også kort tid mellem kampene, så vi har prioriteret andre faser i spiller, som vi tror giver og større chancer for at vinde," tilføjede han.
Hjaltes rekordbane
Da vi slog Sparta Prag 3-0 i december 2009 i Europa League-gruppespillet satte Hjalte Nørregaard ny klubrekord med sin kamp nr. 285 - én mere end den tidligere rekordholder, Michael Mio Nielsen. Hjalte nåede i alt 320 kampe for løverne, hvilket siden er overgået af William Kvists 425 kampe.
"Jeg går nu ikke så meget op i rekorder," sagde Hjalte efter Sparta-kampen. "Det er meget mere betydende, at vi nu får to spændende kampe til foråret – eller det er vel nærmest i løbet af vinteren..."
Det var nærmest også vinter den decemberaften i Prag, og du kan se højdepunkterne fra "storsejren i snevejr" her:
Hollandske dommere
Dommer: Serdar Gözübüyük
Linjedommere: Erwin Zeinstra og Johan Balder
Fjerdedommer: Jeroen Manschot
VAR & A-VAR: Dennis Higler og Clay Ruperti
37-årige Serdar Gözübüyük dømte også vores Europa League-gruppekamp hjemme mod FC Sheriff i december 2019.
Kort og karantæner
Karantæne og karantænefare: Ingen
TV
Du kan se kampen på ekstrabladet.dk med et Ekstra Bladet+ abonnement.
(Kilder: fck.dk, nipserstat.dk, uefa.com, sport.cz)