Parken

Status efter Prag-kampen

Personen, der affyrede pyroteknik mod banen under F.C. Københavns udekamp mod Sparta Prag, har meldt sig selv, og vedkommende vil nu blive tildelt en længerevarende karantæne fra alle FCKs kampe.

”Vi er tilfredse med, at personen er identificeret, men vi leder fortsat efter flere af dem, der affyrede pyroteknik under kampen i Prag, for det var ikke alene det, der ramte banen, der var problematisk,” fortæller direktør Jacob Lauesen.

”Vi har fået en straf, der betyder, at vi ikke kan have egne fans med til en meget vigtig europæisk kamp. Det er vi selvfølgelig kede af på vegne af klubben, holdet og de fans, der overholder reglerne, men ikke får mulighed for at støtte holdet på stadion."

”Vi må gøre det glasklart for alle og igen understrege alvoren omkring, at den sanktion var forventelig, og at klubben har en meget stor risiko for flere af den type sanktioner, hvor vi skal spille kampe delvist eller helt uden tilskuere, hvis adfærden fortsætter."

Jacob Lauesen vil se på nye tiltag for at undgå gentagelser:

“Et af de områder, vi nu vil undersøge, er personligt erstatningsansvar, så personer, der påfører klubben markante økonomiske tab, kan blive holdt personligt ansvarlige,” fortæller Jacob Lauesen.

F.C. København møder Raków Częstochowa i Polen på tirsdag, mens der er returkamp onsdag i næste uge i København.