Elyounoussi før Bayern: Vi skal toppræstere som hold
I aften, tirsdag, venter der en stor kamp i parken, når de forsvarende tyske mestre Bayern München gæster Parken i den anden kamp i gruppespillet i UEFA Champions League.
”Det er en svær modstander som er favorit i denne gruppe, men det er sådan en kamp man vil spille og specielt i Parken. De store europæiske aftener i Parken er altid specielle. FCK har tidligere haft succes med europæiske aftener i Parken, så jeg håber det samme gentager sig i aften,” siger Mohammed Elyounoussi
Hjemmebanen Parken kan gøre forskellen
Moi, som han kaldes, elsker at spille de store kampe, og specielt når det er i Parken.
”Jeg kan godt lide at spille kampe om aftenen. Det er altid specielt at spille på hjemmebane med vores fans i ryggen, det er både Sektion 12 og de andre fans på stadion. Min familie er der også, så det betyder rigtig meget for mig. Vi har ladet godt op, og er meget klar til kampen,” fortsætter Elyounoussi
Holdet skal præstere max
Nordmanden mener at holdet skal ramme det højeste niveau, og hvis de gør det, er det muligt at drille Bayern München.
”Vi skal som hold præstere det absolut ypperste, vi skal ramme vores højeste niveau, alle på holdet skal have en max-dag, når vi møder så god en modstander. Det gælder for os om at være effektive og udnytte de chancer vi får. De har gode spillere på de enkelte positioner, men jeg tror, at vi som hold har mulighed for at tage point,” uddyber Elyounoussi og forsætter;
”Hver kamp har sit eget liv, men der var meget positivt at tage med fra kampen i Tyrkiet, også må vi lære af vores fejl. Det vigtigste er, at vi går ind til kampen med en stor tro på det, vi kan som hold. Vi har stor selvtillid, og vi har fansene i ryggen,” slutter Elyounoussi.
Der er kickoff kl.21.00 i Parken, og kampen er helt udsolgt.