Peter Christiansen skifter til VfL Wolfsburg
F.C. Københavns sportsdirektør, Peter Christiansen, skifter til den tyske Bundesliga-klub VfL Wolfsburg efter tre år som øverste sportslige ansvarlige i FCK.
Peter Christiansen vil fortsætte sin rolle i FCK frem til 1. juli, hvorefter han fortsat vil stå til rådighed for klubben resten af transfervinduet
Henrik Møgelmose: En del af gamet
”Det er aldrig let at sende dygtige ledere videre, men det er en del af gamet," siger bestyrelsesformand Henrik Møgelmose.
"I F.C. København ansætter vi kun de dygtigste på deres positioner, og med så kvalificerede ledere, trænere, spillere og medarbejdere, vil de naturligt være attraktive for de største ligaer, og det er et vilkår, vi må acceptere.”
”PC har været en af nøglefigurerne i at genrejse og genopfinde F.C. København efter en vanskelig periode. Det er sket via en stor dedikation, en stærk strategi og en faglig indsats i særklasse. Det har resulteret i titler, Champions League deltagelse og en meget stærk sportslig model, vi nu kan bygge videre på."
"En væsentlig succes er også, at vi i dag har en struktur, der er langt mindre personafhængig end hidtil. Vi står stærkt, og vi skylder PC en stor tak herfor. Vi ønsker ham alt det bedste i Wolfsburg og Bundesligaen,” siger Henrik Møgelmose.
PC: Tre fantastiske år
For Peter Christiansens vedkommende er skiftet til VfL Wolfsburg et naturligt skridt efter tre år hos F.C. København.
”Jeg har haft tre fantastiske år her, hvor jeg sammen med utroligt dygtige kolleger har sat en ny strategisk retning for klubben."
"Vi har en gennemarbejdet strategi, der trods spekulationer om det modsatte, altid har været understøttet med de nødvendige ressourcer fra bestyrelse og ejerkreds, og sammen har vi flyttet klubben til et nyt sted."
"Jeg ved, at strukturerne i den sportslige model i dag er stærke, sunde og gennemarbejdede, og de hviler langt fra kun på én person, men derimod på en stærk stab.”
“Det er en svær beslutning at rejse videre, fordi projektet i København er så givende og interessant, ligesom jeg nyder det samarbejde, der er på tværs af klubben. F.C. København betyder utroligt meget for mig, og derfor kan man også regne med, at jeg vil gøre alt for at afrunde mine opgaver i klubben og sende FCK godt videre. Det er afgørende for mig at gøre det bedst muligt for den næste, der overtager."
"Jeg vil gerne takke alle i og omkring klubben for alle de store oplevelser, vi har haft sammen og den opbakning, der har været hele vejen igennem,” siger Peter Christiansen.
I gang med at finde PC's afløser
”Planlægningen af sommerens transfervindue har været i gang i lang tid, og planen bliver eksekveret uanset PCs skifte, men vi glæder os over, at vi har hans ekspertise og netværk til rådighed denne sommer. Desuden har vi en stærk organisation i hele den sportslige afdeling, der vil varetage opgaverne frem til, at den rette kandidat er på plads til posten som sportsdirektør. Vi er allerede i gang og vil nu bruge den nødvendige tid og grundighed på at finde PCs afløser,” siger Henrik Møgelmose.
Alle i F.C. København takker Peter Christiansen for hans indsats for klubben og ønsker ham alt det bedste fremover.