Mohamed Elyounoussi og Birger Meling

Kampreferat: 2-0-sejr plus stolpeskud og fire offsidemål

På mål af Orri Óskarsson og Mohamed Elyounoussi sikrede løverne en 2-0-sejr i en kamp, vi burde have afgjort længe før slutminutterne.

De to hold
I forhold til Banik-kampen startede Gocholeishvili, Garananga, Lerager, Froholdt og Larsson for Huescas (skadet), Diks (syg), Delaney, Mattsson og Achouri.

Sønderjyske skiftede to fra deres seneste kamp, Ivan Nikolov og Ivan Djantou i stedet for Mohamed Cherif og José Gallego, og ændrede fra 3-5-2 til 4-3-3: Flø – Oggesen, Soulas, Sommer, Bjarkarson – Emini, Vinderslev, Björklund – Nikolov, Djantou, Ingason.

Spillerne går på banen
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Sønderjyske indledte bedst
Hjemmeholdet kom bedst fra start og fik en pænt stor chance i andet minut, da Tobias Sommer nåede en bold på baglinjen, og Ivan Djantou fyrede af fra spids vinkel, men ramte Vavro lige i skridtet…

De tog små ti minutter, før vi for alvor kom i gang, men så skabte vi også den første af mange store chancer, da Rasmus Falk fandt Orri Óskarsson fri med en flad fremlægning, og islændingen tog den godt med og var helt fri, men skød forbi mål.

1-0 på en af flere Orri-friløbere
I 17. minut gentog de to kunststykket, og denne gang svigtede Orri ikke, men udplacerede Nicolai Flø. Målet blev dog annulleret for offside, men annulleringen blev annulleret efter VAR-tjek, og så var vi foran.

Orri
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Tre minutter senere blev Orri igen spillet fri, nu af en Vavro-fremlægning, og denne gang chippede han køligt bolden over Flø og i mål, men det blev annulleret for offside.

Yderligere fem minutter efter var islændingen lige ved at slippe fri igen, men  Andreas Oggesen fældede ham lige uden for feltet, og Elyounoussi skød dødbolden i muren.

Sønderjysk dobbeltudskiftning
Vi sad nu ret solidt på kampen, og sønderjyderne truede sjældent vores forsvar, og kort før den halve time fik de nye problemer, da Nicolai Flø slog sig i et hændeligt sammenstød i feltet, da Orri og Oggesen jagtede et indlæg.

Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Flø kom på benen i første omgang, men opgav ti minutter senere at fortsætte og blev erstattet af vores tidligere keeper, Jakob Busk, som denne sommer skiftede til sønderjyderne fra Union Berlin. Også Kristall Ingason udgik samtidig med en skade og blev erstattet af Mads Agger.

Da vi rundede 45 minutter, fik vi frispark et stykke uden for Sønderjyske-feltet, og det skruede Jordan Larsson mod fjerneste stolpe, hvor Garananga løb helt fri, men headede forbi Jakob Busks mål.

Munashe Garananga
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Tæt på 2-0 flere gange
Det havde lunet med 2-0, uanset hvor farlig den føring siges at være, men som kampen skred frem, var det da klart at foretrække for de 1-0, som alt for længe blev stående på lystavlen.

Allerede tre minutter efter pausen var vi tæt på, da Jordan spillede Elyounoussi fri i feltet, og måske var en norsk storetå offside, men det fik vi aldrig opklaret, for hans flade afslutning tog den fjerneste stolpe og sprang i spil igen.

Bare tre minutter senere lykkedes det Elyounoussi at sende bolden i mål, efter at Froholdt havde drevet bolden frem og spillet ham i feltet, men flaget gik for endnu en korrekt offside-kendelse, om end det ikke drejede sig om meget.

Siden fulgte en lidt urolig periode, hvor sønderjyderne var mere på bolden, og hvor vi viste lidt usikkerhed og mistede nogle bolde, som blandt andet sendte Mads Agger fri i venstre side af feltet, men Djantou nåede ikke frem til hans giftige tværpasning.

Sydbank Park i Haderslev
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Flere offside-mål
Snart fandt vi dog vej til netmaskerne igen. Først skød Orri i sidenettet efter en god Elyounoussi-stikning i feltet, og i 57. minut sendte Jordan bolden i nettet på et indlæg fra Giorgi, men et VAR-tjek viste, at georgieren var offside, da han fik bolden i højre side.

Syv minutter efter gentog det sig, da Lerager sendte Orri alene igennem til en fin scoring, og igen gik flaget for en offside, som heller ikke var af den hårfine slags. Men vi kunne glæde os over, at vi tilspillede os mange chancer, og at vi var skarpe i afslutningerne, selv om vi ikke helt var det i opspillene.

I 65. minut sæsondebuterede William Clem efter sin skade, da han afløste Falk, og Elias Achouri afløste Jordan Larsson.

William Clem
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Som halvlegen skred frem, ærgrede man sig mere og mere over, at vi ikke havde udbygget føringen, for det blev lidt uroligt en gang imellem, selv om vi ikke for alvor var under pres.

Men sønderjyderne spillede friskt deres chance, og et kvarter før tid fik den en af de der lidt tilfældige og ikke helt åbne chancer, som nogle gange giver gevinst, men Sefer Emini fik skævt træf, da muligheden bød sig i feltet.

Flere chancer til 2-0
Der var mere snert i vores afslutninger, og minuttet efter slap Elyounoussi igen fri i feltet, men skød på stolpen, og det lignede, at Busk lige havde fingerspidserne på.

Magnus Mattsson kom nu ind for Giorgi, og all-round-spilleren Froholdt rykkede ned på højre back. Der gik ikke mange minutter, før Elyounoussi igen var næsten alene igennem, men Busk nåede godt ned og snuppede bolden, da nordmanden ville trække sig afgørende fri.

Victor Froholdt
Foto: Gaston Szerman, FCK Media

Endelig lykkedes det - efter to på træværket
I 86. minut lykkedes det omsider at fordoble føringen, men først efter at vi havde ramt træværket to gange mere! Først skød Elyounoussi på indersiden af trekantsammenføjningen fra højre side, hvorefter Orri skød på stolpen fra venstre side, inden Elyounoussi med et fladt spark hamrede bolden fladt ind til 2-0.

Mohamed Elyounoussi
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Kort efter var vi meget tæt på 3-0, da Achouri spillede fladt på tværs, hvor Orri kom glidende mod tomt mål, men hans knæ blev hængende i græsset, så han ramlede ind i stolpen. Alle FCK'ere holdt vejret i frygt for en alvorlig skade, men heldigvis skete der ikke noget alvorligt.

For en sikkerheds skyld blev Orri udskiftet med Amin Chiakha, og Oliver Højer afløste Elyounoussi og fik Superligadebut, og de unge var med til at køre den velfortjente sejr hjem, som burde være sikret længe før slutminutterne.

Ikke alt lykkedes perfekt i dag, og vi havde gerne undværet den spænding, der altid er ved en ét-måls-føring, men vi fik den sejr, vi kom efter!

Orri Óskarsson og Mohamed Elyounoussi
Foto: Gaston Szerman, FCK Media