Fokus på Kilmarnock FC

De næste to torsdage får vi fornøjelsen af et nyt skotsk bekendtskab, når vi møder Kilmarnock FC i to playoff-kampe om at komme i Conference League-ligafasen.

Der her ingen af holdene været før, da det jo er et nyt turneringsformat, som UEFA har indført fra denne sæson, men hvor vi har spillet gruppespil i 16 af de seneste 18 sæsoner, så har skotterne endnu aldrig prøvet det.

Historien kort
Kilmarnock FC er en af de ældste klubber på de britiske øer og blev grundlagt i 1869, dvs syv år før KB, som er kontinentets ældste. De indførte professionel fodbold allerede i 1894 og nåede lige akkurat at rykke op i 1. division, inden 1800-tallet blev til 1900-tallet.

De vandt deres første pokal i 1896/97, den såkaldte Scottish Qualifying Cup, og vandt den ”rigtige” Scottish Cup første gang i 1919/20 – og siden i 1928/29 og 1996/97. Desuden vandt de Scottish League Cup i 2011/12.

Sidst, men ikke mindst, har de vundet det skotske mesterskab én enkelt gang i den periode, der må betegnes som deres guldalder: efter fire andenpladser på fem sæsoner, lykkedes det endelig at vinde klubbens første og hidtil eneste mesterskab.

Mesterskabet i 65
Titlen blev dog først sikret efter et drama uden sidestykke i skotsk fodbold, for på sidste spilledag, den 25. april 1965, mødtes Kilmarnock og Hearts på sidstnævntes hjemmebane i Edinburgh, og Hearts havde to point mere samt en bedre målkvotient.

Dengang brugte man ikke målforskellen ved pointlighed, og det skal ”The Killies” være glade for. Deres var før guldkampen 60-33, mens Hearts’ var 90-47, så den havde de aldrig indhentet.

Men med kvotient-reglen skulle Kilmarnock ”bare” vinde 2-0, mens sejre på 3-1 eller 4-2 ikke havde været nok.

Kilmarnock blæste til angreb og kom foran 2-0 allerede i den første halve time, og det lykkedes ikke Hearts at score i den sidste time, blandt andet være en ”title winning save” i tillægstiden fra Kiilies-keeper Ferguson.

På den måde vandt Kilmarnock sit første og hidtil eneste skotske mesterskab med en målkvotient på 1,879 mod Hearts’ 1,834!

Kilmarnock FC


Det historiske comeback
Det blev kronen på værket på en vanvittig 64/65-sæson, hvor Kilmarnock også præsterede et mirakuløst comeback den 22. september 1964, da de spillede returkamp mod Eintracht Frankfurt i den daværende Messeby-turnering.

Det var første gang, Kilmarnock var med i en europæisk klubturnering, og efter 0-3 i Frankfurt tegnede alt til, at deres første europæiske hjemmekamp nogensinde også blev den sidste i denne omgang.

Kampprogram Kilmarnock vs Eintracht Frankfurt


Især da tyskerne kom foran 1-0 allerede efter to minutter, men et kvarter efter førte Kilmarnock dog 2-1, og seks minutter efter pausen kom de på 3-1, men skulle jo altså stadig score to gange for at gå videre (en 4-1-sejr ville sende Frankfurt videre på flest udebanemål).

Tiden gik, og frankfurterne var på ingen måde spillet ud af brættet, men da skotterne kom foran 4-1 i 81. minut, så troede de 15.000 fremmødte på Rugby Park for alvor på, at de lokale helte kunne fuldende det utænkelige comeback.

Kort efter skød skotterne på stolpen, men til sidst lykkedes! I 88. minut fik Kilmarnock frispark på kanten af Frankfurt-feltet, trillede bolden kort tilbage, hvor Ronnie Hamilton sparkede fladt mod mål, og skuddet blev rettet af i feltet og snød den tyske keeper!

Først efter en baneinvasion af ellevilde skotter kunne kampen spilles færdig, og det er ikke svært at forestille sig, hvordan hele byen var på den anden ende den magiske aften for snart 80 år siden.

Avisoverskrift


I næste runde røg Kilmarnock ud til Everton med sammenlagt 1-6, men endte altså sæsonen som skotske mestre, og i den fineste Europa Cup trak de næste sæson Real Madrid efter knebent at have slået albanske 17. Nëntori ud i kval.runden.

Pudsigt i øvrigt, at ”The Killies” netop mødte de to hold, som i 1960 spillede en legendarisk Europa Cup-finale på Hampden Park i Glasgow, som Real vandt 7-3. Pudsigt nok vandt Real også sammenlagt med 7-3 over Kilmarnock, efter at skotterne et kort øjeblik var foran 1-1 hjemme på Rugby Park, hvor de klarede 2-2.

Nyere tid
I FCK’s levetid siden 1992 har Kilmarnock fået medaljer en enkelt gang i Premiership, da de blev nr. 3 i 2018/19 på bedre målscore end Aberdeen.

To år efter var de en tur i den næstbedste række, Championship, som de dog vandt i første forsøg, og efter en 10. plads i 2022/23 blev de nr. 4 sidste sæson (med 37 point op til Celtics mestre), hvilket gav en plads i Europa League-kvalifikationen.

Rugby Park i Kilmarnock
Kilmarnocks hjemmebane, Rugby Park, har plads til ca. 15.000 tilskuere. Foto: Kilmarnock FC


Denne sæson
Sidste uges 1-0-sejr i Tromsø er Kilmarnocks eneste sejr i syv kampe i tre forskellige turneringer.

De indledte i Q2 til Europa League med 1-1 hjemme mod Cercle Brügge og tabte 0-1 i returkampen.

Sæsonpremieren i Scottish Premiership gav et 0-4-nederlag ude mod Celtic, hvorefter de spillede 2-2 hjemme mod Tromsø i Conference League Q3 (efter udligning i tillægstiden).

En liga-hjemmekamp mod St. Johnstone endte med et 0-3-nederlag, inden de tog til returkampen i Tromsø og sikrede adgangen til playoff ved at vinde 1-0.

I søndags røg de ud af 2. runde i Scottish League Cup med 0-1 ude mod Motherwell FC efter forlænget spilletid - og efter at have spillet i undertal siden Stuart Findlay fik sit andet gule kort i 51. minut.

Søndag eftermiddag møder de efter planen Aberdeen på udebane, men BBC skrev forleden, at klubben overvejede at søge om udsættelse for helt at fokusere på playoff-kampene, men at fodboldforbundet ikke plejer at imødekomme sådanne ønsker.

Bobby Wales og Derek McInnes
Manager Derek McInnes jubler sammen med Bobby Wales. Foto: Kilmarnock FC


Manager McInnes
53-årige Derek McInnes har en fortid som aktiv i bl.a. Greenock Morten, Rangers FC og West Bromwich, og han sad eksempel på Rangers-bænken, da vi slog dem 1-0 i Parken i en træningskamp i juli 1996.

Han fik 2 A-landskampe for Skotland og debuterede mod Danmark den 21. august 2002, hvor han fik de sidste ni minutter på Hampden Park, hvor Danmark vandt 1-0 på et tidligt mål af Ebbe Sand.

Trænerkarrieren har bragt ham til St. Johnstone, Bristol City, Aberdeen og siden januar 2022 til Kilmarnock, hvor han samme forår førte klubben op i den bedste række.

Kyle Vassell, Kilmarnock
Anfører og topscorer Kyle Vassell jubler med holdkammeraterne. Foto: Kilmarnock FC


Truppen
Topscorerne sidste sæson var waliseren Marley Watkins og englænderen Kyle Vassell med henholdsvis 13 og 11 mål i alle turneringer. Vassell, der også er anfører, er fast starter denne sæson, men Watkins har været plaget af en skade og ikke spillet så meget.

Klubben har tre landsholdsspillere, Matty Kennedy og Brad Lyons, med henholdsvis 3 og 1 A-landskamp for Nordirland. Desuden har keeper Robby McCrorie, som kom fra Rangers FC denne sommer, siddet en del på den skotske landsholdsbænk, men endnu uden af få debut. Han stod 2. halvleg for Rangers, da vi spillede 2-2 mod dem i januar.

Matty Kennedy, Kilmarnock
Matty Kennedy. Foto: Kilmarnock FC


De fleste i skotternes forventede startopstilling er mellem 25 og 30 år, men de har også et par spændende 19-årige spillere, angriberen Bobby Wales, der startede inde i Tromsø, og midtbanespilleren, David Watson, som i år er kåret til både ”Most Promising Talent” (af pressen) og ”Young Player of the Year” (af fodboldforbundet).

Han har heller ikke talentet fra fremmede, for hans mor var skotsk landsholdsspiller, og hans far spillede også fodbold hjemme i Prestwick lidt syd for Kilmarnock.

David Watson, Kilmarnock
David Watson. Foto: Kilmarnock FC