Neestrup: Alt i alt er jeg tilfreds
“Alt i alt er jeg tilfreds, men jeg havde selvfølgelig gerne set, at vi havde skabt flere åbne chancer i forhold til, hvor meget vi havde bolden,” sagde Jacob Neestrup efter 2-0-sejren over Kilmarnock, der blev skabt på to mål i det sidste kvarter af Kevin Diks og Rasmus Falk.
”Det var en svær opgave mod et hold, der som forventet stod meget, meget lavt, men jeg synes, at vi spillede meget disciplineret og kontrolleret og gav intet væk bagude. Jeg kan ikke sætte en finger på præstationen, bortset fra vores gennembrudsspil, for det var ikke hidsigt nok og som sagt skulle vi have skabt flere chancer, end vi gjorde.”
”Men det er sådan en kamp, hvor hvis det første mål var faldet tidligere, så tror jeg, vi kunne have scoret flere. Men 1-0 havde også været fint, 2-0 er selvfølgelig bedre, men stadig ikke perfekt.”
”Der er stadig et stykke arbejde, der skal gøres færdigt om en uge, men nu gælder det først og fremmest udekampen mod Nordsjælland på søndag, og efter returkampen har vi også et Derby, før vi gr på landsholdspause. Det er den ”blok”, vi hele tiden har talt om, at vi skal godt igennem, og så kan vi evaluere den første periode til den tid.”