Rugby Park

Aftenens kamparena: Rugby Park

F.C. København har besøgt mange store og små fodboldstadioner rundt om i Europa, men det er vist første gang, at vi spiller næsten på dagen, hvor kamparenaen fylder 125 år!

Rugby Park i Kilmarnock blev nemlig indviet den 26. august 1899. Derfor er klubbens tredjetrøje – som de indviede i Parken – en hyldest til stadionhistorien og klubbens oprindelige farver, da den blev stiftet 30 år tidligere i 1869.

Kilmarnock-anfører Kyle Vassell i Parken
Foto: Anders Kjærbye, FrontzoneSport


Officielt hedder stadion nu BBSP Rugby Park, men da UEFA ikke tillader sponsornavne, hedder det kun Rugby Park i aften.

BBSP står for Billy Bowie Special Projects, en stor Waste Management-koncern inden for affaldshåndtering, hvis CEO, Billy Bowie, også ejer Kilmarnock FC og gennem årene har investeret mange sponsorpund i klubben. I august 2020, da stadionsponsoratet blev indgået, udtalte han:

“Som fansene ved, har jeg lagt meget i klubben de sidste par år, og i stedet for at tage disse midler tilbage fra klubben, har jeg aftalt at modregne et beløb samt nogle ekstra udgifter for at blive officiel navnepartner for stadion.”

“Stadion vil altid være kendt som Rugby Park for vores fans, og det ønsker jeg ikke at tage fra dem, så vi har tilføjet vores navn i starten og navngivet det The BBSP Stadium, Rugby Park.”

BBSP Rugby Park
Foto: Torkil Fosdal, FCK Media

 

>> Læs om andre europæiske udebaner

I sine første 30 leveår spillede Kilmarnock på forskellige baner rundt om i byen, blandt også en ”Rugby Park”, men på en anden beliggenhed end den nuværende, og klubben flyttede lidt rundt i takt med, at arealerne skulle bruges til andre formål – og ophørte i den periode også med at være en rugbyklub.

Da man i 1899 indviede stadion på den nuværende beliggenhed, så bevarede man navnet Rugby Park. I indvielseskampen spillede Kilmarnock 2-2 med Celtic, og det var samtidig klubbens første kamp i den bedste række, som det endelig var lykkedes at rykke op i.

Rugby Park i Kilmarnock, 1899


Det nye Rugby Park var i øvrigt designet af Archibald Leitch, hvis navn vi flere gange er stødt på i vores stadionartikler, bl.a. på Ibrox Park i Glasgow, hvor Leitch kom fra.

Han havde dog endnu ikke opnået den fremtrædende position, han siden fik i stadionmiljøet, for den engelske forfatter Simon Inglis skriver i sin Leitch-biografi, at Rugby Park var hans første stadionbyggeri. Dengang var der en løbebane rundt om banen og kun en enkelt tribune, men løbebanen er siden sløjfet.

Under 2. verdenskrig blev banen brugt til ammunitionslager og måtte som så mange andre genopbygges efter krigen.

Rugby Park i 1944


Siden blev der i flere omgange bygget tag på de forskellige tribuner, og i starten af 60’erne var kapaciteten ca. 35.000.

Først i 1968 fik Rugby Park stadionbelysning, som ellers blev udbredt på de britiske øer i løbet af 50’erne, efter at fodboldforbundet i mange år afviste afvist denne lysende ide, som tillod at man også kunne spille på hverdagsaftener efter solnedgang. Hibernian FC var i 1951 den første skotske klub, der fik det.

Rugby Park i slut-60'erne eller start 70'erne


Som alle andre steder i Storbritannien fik 80’ernes forfærdelige stadionulykker (Valley Parade i Bradford og Heysel Stadion i Bruxelles i maj 1985 samt Hillsborough i Sheffield i april 1989) konsekvenser for kravene til stadionsikkerhed, blandt andet afskaffelsen af ståpladser.

Kilmarnock overvejede at bygge et helt nyt stadion, men endte med at ombygge Rugby Park i 1994-95. Der kom tre helt nye tribuner, Moffat Stand, Chadwick Stand og East Stand, og kapaciteten blev reduceret til ca. 18.000, fordi siddepladser i sagens natur fylder mere end ståpladser.

Rugby Park - nu kun med siddepladser


For fem år siden fik man tilladelse til såkaldte Safe Standing-sektioner på Moffat Stand (endetribunen til højre for hovedtribunen) samt East Stand (tribunen på langsiden modsat hovedtribunen), som man nu ser flere steder i Europa, bl.a. på Celtic Park. Killies-fansene finansierede dem endda selv ved at indsamle £40.000 til ændringerne.

Moffat Stand på Rugby Park med en Safe Standing sektion
Endetribunen Moffat Stand med Safe Standing-sektionen. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media


Selve banen blev ikke berørt af tribunebyggerierne i 1994/95, men det blev den i 1999, da Rugby Park fejrede 100-års jubilæum med at få varme under banen.

I 2014 blev græsset afløst af en kunstgræsbane, som blev opgraderet i 2019 til at opfylde FIFA Pro standarden - men da truppen i går aftes kiggede forbi stadion på vej fra lufthavnen, så den både slidt og ujævn ud...

Rugby Park, Kilmarnock
Foto: Torkil Fosdal, FCK Media


Sidste efterår sagde klubben, at man ville gå tilbage til en græsbane i 2025, men at det hang sammen med, om man kunne få tilladelse til at bygge et nyt træningsanlæg lidt øst for Kilmarnock i lokalområdet Crookedholm.

Tilladelsen kom i juni i år, men de er under alle omstændigheder tvunget til at skifte til græs senest i 2026. For nylig blev det nemlig besluttet at forbyde kunstgræs i Scottish Premiership, og Kilmarnock er p.t. de eneste, der har det – efter Livingston rykkede ned efter sidste sæson.

Rugby Park, Kilmarnock
Indgangen til Hovedtribunen.

 

Rugby Park, Kilmarnock

 

Rugby Park, Kilmarnock

 

 

Rugby Park, Kilmarnock

 

 

Rugby Park, Kilmarnock


(Kilder: kilmarnockfc.co.uk, killiefc.com, bbc.com)